Beskyttet natur

Truede arter og naturtyper er beskyttede af Naturbeskyttelseslovens § 3 og Natura 2000.

Naturbeskyttelsesloven § 3

Rigtig mange søer, heder, moser, strandenge, enge og overdrev er forsvundet fra Danmarks natur. For at passe bedre på de sidste rester af disse værdifulde arealer, er arealerne beskyttet imod ændringer af Naturbeskyttelsesloven.

Du må ikke ændre på tilstanden af de beskyttede naturtyper. Dog må du gerne pleje naturen.

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 3 må du ikke foretages ændringer i tilstanden af:

  • søer på over 100 m2 med tilstødende moser og særligt udpegede vandløb med tilstødende moser
  • heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev, når de enten alene, tilsammen eller i forbindelse med søer er større end 2.500 m2, eller hvis de har stor betydning for beskyttelsen af dyre- og plantelivet.

Desuden er søer og visse vandløb omfattet af beskyttelsen i § 3.

Beskyttelsen betyder, at der ikke må foretages indgreb, der ændrer på tilstanden inden for et § 3-område, herunder blandt andet terrænændring, opdyrkning, tilplantning og placering af bebyggelse, master med mere. Helsingør Kommune kan i særlige tilfælde dispensere fra dette forbud.

§3 område på din ejendom

Du kan se, om der er registreret et § 3 område på din ejendom på Miljøportalen, Arealinfo, og se hvad der er fundet af natur på Naturdatabasen. Du kan dog godt have et naturområde, som ikke er blevet registreret endnu, men som stadig er beskyttet efter loven. Det er dit ansvar. Hvis du er i tvivl eller har brug for at søge om dispensation fra § 3, så kontakt Natur og Vand i Helsingør Kommune.

Naturstyrelsen har gennemgået § 3 områder i hele landet over de seneste tre år, og opdaterer den vejledende registrering af § 3 arealer på Arealinformation, kommune for kommune. Når Helsingør Kommune får slutrapporten fra Naturstyrelsen, vil kommunen annoncere og give besked til de ejere, hvor der er væsentlige ændringer af den vejledende registrering.

Kommunen har vedtaget en naturstrategi om tilsyn og pleje af naturen, juni 2008. Hvis du har et stykke natur, som du gerne vil have hjælp til at komme i gang med at pleje, så kontakt Natur og Vand i Center for By, Land og Vand.

Staten fører selv tilsyn med og plejer sine § 3 områder, men Helsingør Kommune er stadig myndighed fx vedrørende dispensationer.

Natura 2000

EU vil stoppe tilbagegangen af den biologiske mangfoldighed og har udpeget beskyttede fugle- og habitatområder, tilsammen kaldet Natura 2000. EU har også lavet en liste over en række dyre- og plantearter, som er særligt beskyttede, både indenfor og udenfor Natura 2000 områderne, de såkaldte bilag IV arter.

Handleplaner

På baggrund af Statens Natura 2000 planer, har kommunerne udarbejdet handleplaner:

1. generations handleplanerne for Natura 2000 områderne i Helsingør Kommune blev vedtaget af Helsingør Byråd den 26. november 2012.

Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov, Natura 2000 område nr. 130.

Gurre Sø, Natura 2000 område nr. 131.

Rusland, Natura 2000 område nr. 132 (Også i Gribskov Kommune).

Gribskov, Esrum Sø og Snævret Skov, Natura 2000 område nr. 133 (også i Gribskov, Hillerød og Fredensborg kommuner).

 

Læs mere om Natura 2000 på Naturstyrelsens hjemmeside

 

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk