Håndtering af spildevand og regnvand

Her kan du finde Helsingør Kommunens spildevandsplan og oplysninger om kloakering, spildevand i det åbne land og håndtering af regnvand.

Kloakerede ejendomme

Langt de fleste ejendomme i byerne er tilsluttet det offentlige kloaknet. Det er Forsyning Helsingør der står for driften af kommunens kloakker og renseanlæg. Har du spørgsmål eller problemer vedrørende kloaknettet, skal du derfor henvende dig til Forsyning Helsingør.

Gå til Forsyning Helsingørs hjemmeside

Ejendomme på landet

Nogle ejendomme på landet er tilsluttet kloakken, mens andre har en alternativ renseløsning som fx minirenseanlæg eller nedsivningsanlæg. I de kommende år vil en række ejendomme i det åbne land blive kloakeret, mens andre vil modtage et påbud om forbedret rensning. 

I spildevandsplanen for 2012-2026 kan du finde mange flere oplysninger om fx hvilke områder der er planlagt kloakerede.

Du kan også læse mere om spildevand på Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings hjemmeside.

Forskel mellem Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør

I 2010 blev Forsyning Helsingør A/S etableret som et aktieselskab 100% ejet af Helsingør Kommune. Forsyningen varetager drift af spildevand, vand, el, varme og affald, mens Helsingør kommune er myndighed på disse områder.

Du kan finde flere oplysninger om Forsyning Helsingør på deres hjemmeside.

Håndtering af regnvand

I Helsingør Kommune kan regnvand ledes til kloak, når der er fælles- eller regnvandskloak. Hvis der er spildevandskloak, skal regnvand håndteres lokalt.

Du har to muligheder for at se, om du bor et sted, hvor overfladevand må ledes til kloakken:

Lokal håndtering af regnvand

Hvis det ikke er muligt at lede regnvand til kloakken, hvor du bor eller hvis du blot ønsker at håndtere det regnvand der falder på din grund selv, er der flere muligheder. 

Den mest almindelige løsning er regnvandsfaskiner, men det er også muligt at lave fx regnvandsbede. Du kan få inspiration til hvordan du håndtere regnvand lokalt på LAR (Lokal Afledning af Regnvand) i Danmarks hjemmeside.

I folderen "Fra tag til toilet" fra Miljøstyrelsen kan du læse, hvad du må bruge dit regnvand til. Du kan også læse, hvordan du får tilladelse til at anvende regnvand i din husholdning. 

Nedsivning af regnvand

For at aflaste kloaknettet ønsker Helsingør Kommune at mest muligt regnvand nedsives.

Du må selv etablere en regnvandsfaskine på din grund, det kræver dog en nedsivningstilladelse fra Helsingør Kommune. Derudover skal du være opmærksom på at ikke al jord er lige egnet til nedsivning og, at en række afstandskrav skal overholdes:

  • Mindst 25 meter til drikkevandsboringer
  • Mindst 25 meter til vandløb, søer og hav

Endelig er der i DS 440 "Norm for mindre afløbsanlæg med nedsivning" angivet følgende vejledende afstandskrav:

  • Mindst 5 meter til beboelseshuse
  • Mindst 2 meter til huse uden beboelse
  • Mindst 2 meter til naboskel

For ikke at få problemer med rotter, er det vigtigt at få lukket gamle rør til kloaksystemet. Husk at dette kun må gøres af en kloakmester, da al arbejde med kloakledninger kun må udføres af autoriserede kloakmestre.

Tilbagebetaling af tilslutningsbidrag

Helsingør Kommunes spildevandsplan, der blev vedtaget den 24. september 2012, giver mulighed for, at få tilbagebetalt tilslutningsbidraget for regnvand.

Ordningen gælder fra den dag spildevandsplanen blev vedtaget, det vil sige der udbetales ikke med tilbagevirkende kraft.

Maksimalt 40 % af tilslutningsbidraget kan blive tilbagebetalt.

For at komme i betragtning til tilbagebetaling skal alt regnvand fjernes fra Forsyning Helsingørs kloak. Derudover er der en række krav, som skal være opfyldt. På Forsyningens hjemmeside finder du mere information om disse krav og en beskrivelse af hvad du skal gøre, hvis du ønsker at søge om tilbagebetaling af dit tilslutningsbidrag.

Tilslutning til kloak

Skal din ejendom tilsluttes kloakken?

Når det i spildevandsplanen er besluttet at et område skal kloakeres, og Forsyning Helsingør har ført en stikledning frem til din grundgrænse, er du forpligtet til - for egen regning - at slutte "dig" til kloakken. Det vil sige, du skal få en kloakmester til at trække kloak fra dit hus til forsyningens ledning.

Tilslutningspligten fremgår af Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 4.

Vær opmærksom på:

  • Kun en autoriseret kloakmester må ændre og etablere kloakker på din grund. På den måde er du sikker på at arbejdet er udført med lovlige metoder og materialer.
  • Når arbejdet er afsluttet, skal din kloakmester sende en færdigmelding og en tegning "som udført" til Center for By, Land og Vand, gerne pr mail til BLV@helsingor.dk.

  • Har du fået byggetilladelse til byggeri af et enfamiliehus, et sommerhus eller en tilbygning, er færdigmeldingen af kloakarbejdet altid en del af den dokumentation, som skal sendes til Helsingør Kommune, når byggearbejdet er færdigt.

Renovering af kloak

Byggearbejder og ændringer ved afløbsledninger på din egen grund skal altid udføres af personer eller virksomheder, som har autorisation. På sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du finde et register over autoriserede kloakmestre.

Arbejdet kan normalt udføres uden byggetilladelse eller anmeldelse. Kun hvis der er forurenet jord på grunden, skal du søge om tilladelse hos kommunen. Se mere om forurenet jord.

Den autoriserede kloakmester skal sende en færdigmelding og en tegning med det udførte arbejde til Center for By, Land og Vand, gerne pr mail til BLV@helsingor.dk.

Lån til betaling af tilslutningsbidrag

Hvis din ejendom skal kobles på kloakken, må du påregne en udgift til kloakmesteren, som skal lave tilslutningen på din grund. Derudover skal du betale et tilslutningsbidrag til Forsyning Helsingør.

I nogle tilfælde er det muligt for pensionister, at søge om lån til betaling af tilslutningsbidraget. Lånet ydes på samme måde, som lån til betaling af ejendomsskatter. 

Forlænget frist for kloaktilslutning og afdragsordning

For økonomisk trængte borgere, er der mulighed for at ansøge om en fristforlængelse af hvornår din ejendom skal være tilsluttet kloakken. Udover fristforlængelse er det også muligt at søge en afdragsordning hos Forsyning Helsingør. Denne ordning er gældende for borgere hvis samlede husstandsindkomst er på under 300.000 kr./år ekskl. tillæg for hjemmeboende børn under 18 år. Ønsker du at ansøge om fristforlængelse, skal du udfylde denne ansøgningsblanket. Hvis du har nogle spørgsmål til denne ordning, er du velkommen til at kontakte Helsingør Kommune.

Tømningsordning for bundfældningstanke/septiktanke

I Helsingør Kommune er alle ejendomme, der er registreret med en bundfældningstank, automatisk tilmeldt den kommunale tømningsordning. Det er Forsyning Helsingør der driver ordningen.

Alle tanke tømmes årligt i løbet af ugerne 38-48. I 2015 vil tømningerne blive foretaget i uge 45-48. Ca. to uger inden din tank bliver tømt, vil du modtage et brev med nærmere information om tidspunktet for tømningen.

Du kan læse mere om tømningsordningen og regulativet for tømningsordningen på Forsyning Helsingørs hjemmeside.

Spildevand i det åbne land

Ikke alle huse i det åbne land er koblet på det offentlige kloaknet. Hvis du har et hus, som ikke er koblet på kloakken, findes der en række andre løsninger til bortskaffelse af spildevandet.

Man kan fx etablere et minirenseanlæg, et nedsivningsanlæg eller en samletank. Kontakt en kloakmester for vejledning om de forskellige renseløsninger.

Etablering af minirenseanlæg, nedsivningsanlæg, samletanke og andre lokale renseløsninger kræver en tilladelsen, som gives af Helsingør Kommune. Anlæggene skal etableres af en autoriseret kloakmester.

Søg om tilladelse til lokal spildevandsrensning via Byg og Miljø.

Du kan læse om de krav, der stilles til rensningen af spildevand fra din ejendom i Helsingør Kommunes spildevandsplan

Forbedret spildevandsrensning

I de kommende år vil en række ejendomme i det åbne land blive kloakeret, mens andre vil modtage et påbud om forbedret rensning. Det sker for at forbedre kvaliteten af vores vandmiljø.  

Hvilke ejendomme skal have forbedret rensning?

Helt kort er det de ejendomme, som ikke lever op til de gældende rensekrav. I spildevandsplanen eller på kommunens digitale kort, er det muligt at se hvilke rensekrav der er på netop din ejendom. 

Som udgangspunkt er det de ejendomme som i Helsingør Kommune er registreret med direkte udledning af spildevand til sø, vandløb eller mose, der vil modtage et påbud. Derudover kan der på de resterende ejendomme, være forhold der gør, at der også der er behov for forbedret spildevandsrensning.

Det vil i alle tilfælde bero på en individuel vurdering, hvorvidt der skal laves forbedret rensning eller ej.

Hvad betyder det for dig som grundejer, hvis du får et påbud om forbedret spildevandsrensning?

Hvis du modtager et påbud om forbedret spildevandsrensning på din ejendom, skal du være opmærksom på:

  • Der vil i påbuddet være stillet krav om, hvilken renseklasse spildevandet som minimum skal renses til. Det har betydning for hvilken renseløsning du kan vælge. 
  • Du får et år til at etablere en ny renseløsning.
  • Helsingør Kommune tager gerne en snak om dine muligheder, men det anbefales at du kontakter er kloakmester for vejledning og priser.
  • Ejendomme der bruges til helårsbeboelse - uden erhverv - vil blive tilbudt et kontraktligt medlemskab af Forsyning Helsingør. Vælges denne løsning, skal Forsyning Helsingør stå for etablering og drift af det nye anlæg. Som grundejer har du ansvar for anlæg og drift af bundfældningstanken, og du skal betale tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag på lige fod med de ejendomme, som kloakeres.

Hjælp til finansiering og udskudt frist

Den 5. februar 2015 trådte "bekendtgørelse om afdragsordninger, fristfastsættelse for spildevandshåndtering og tilslutningsbidragets forfaldstidspunkt" i kraft. Denne nye bekendtgørelse gør det muligt for grundejere, at ansøge om længere frist, før påbuddet om forbedret spildevandsrensning skal være udført. Den giver også mulighed for at grundejer kan søge Forsyning Helsingør om en afdragsordning, og på den måde få finansieret en ny spildevandsløsning. 

Det kræves at grundejers samlede husstandsindkomst er på under 300.000 kr./år. Har grundejer hjemmeboende børn, på under 18 år, kan der lægges 39.300 kr. til den samlede husstandsindkomst for hvert barn op til 4 børn. Du kan ansøge via denne blanket.  Har du nogle spørgsmål til denne ordning er du velkommen til at kontakte Helsingør Kommune.

Akutte problemer med kloakken

Ved akutte problemer med den offentlige kloak kan du kontakte Forsyning Helsingør på tlf. 48 40 50 50.

Uden for normal åbningstid kan Forsyning Helsingør kontaktes på vagt telefonen på samme nr. nemlig tlf. 48 40 50 50.

Har du problemer med kloakken på din egen grund, skal du kontakte en autoriseret kloakmester.

Se også Forsyning Helsingørs hjemmeside for mere information om kloak.

Spildevandsplan

Helsingør Kommunes spildevandsplan beskriver håndtering af spildevand og overfladevand i kommunen.

Den 24. september 2012 vedtog Byrådet Helsingør Kommunes Spildevandsplan der er gældende fra 2012 til 2026.

Spildevandsplanen beskriver, status og planer for hvordan spildevand og overfladevand håndteres i kommunen. 

Tillæg nr. 1 til Spildevandsplanen inddrager et nyt erhvervsområde i Helsingør Kommunes kloakopland SN 3 og fritager en del af kloakopland SN 3 fra tilslutningspligt. Tillægget blev vedtaget den 29. marts 2016.

Tillæg nr. 2 til Spildevandsplanen ændrer status fra "planlagt kloakeret" til "Åben land" for seks områder i kommunen. Det betyder, at der ikke kloakeres, og at spildevand skal håndteres lokalt. Tillægget blev vedtaget den 19. september 2016.

Tillæg nr. 3 til Spildevandsplanen inddrager et nyt boligområde i Helsingør Kommunes kloakopland HO 17. Tillægget blev vedtaget den 31. oktober 2016.

Spildevandsplanens bilag kan se digitalt på vores digitale kort.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk