Hjemmeundervisning

I Danmark har vi undervisningspligt, men ikke skolepligt. Det betyder, at du kan vælge, at dit barn skal undervises derhjemme.

Hvis du selv vil sørge for undervisning af dit barn, skal du udfylde og indsende et anmeldelsesskema, inden hjemmeundervisningen begynder. 

Hjemmeundervisningen følger de samme regler som friskoler og private grundskoler.

Du kan kontakte Center for Dagtilbud og Skoler, hvis du har spørgsmål til hjemmeundervisning eller ønsker at få et anmeldelsesskema. 

Tilsyn og samarbejde med distriktsskolen

Center for Dagtilbud og Skoler har pligt til at føre tilsyn med hjemmeundervisningen.

Når du anmelder hjemmeundervisningen udpeger Center for Dagtilbud og Skoler en tilsynsførende fra dit barns distriktsskole. Du vil blive skriftligt orienteret herom. Du skal kontakte den tilsynsførende for at aftale jeres videre forløb.

Tilsynet indebærer, at dit barn og underviseren mødes med den tilsynsførende der, hvor undervisningen finder sted med henblik på vurdering af barnets standpunkt fagligt og socialt. Den tilsynsførende kan bede underviseren om at gennemføre test for at få yderligere viden om elevens aktuelle faglige niveau.

Såfremt den tilsynsførende gentagne gange vurderer, at undervisningen ikke er tilfredsstillende, vil Center for Dagtilbud og Skoler blive inddraget med henblik på at sikre, at dit barn får den lovpligtige undervisning.

Center for Dagtilbud og Skoler

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: ds@helsingor.dk