Tandplejen

Tandplejen er et samlet gratis tilbud, som omfatter forebyggende og behandlende tandpleje, herunder nødvendig tandregulering.

Tandplejen er et gratis tilbud for børn og unge. Du kan få vist Tandplejens tilbud ved at klikke på de forskellige link herunder.

 

Indkald intervaller

Her kan du læse om indkalde intervallerne i Helsingør Kommunes tandpleje for børn og unge.

Undersøgelser foretages med varierende mellemrum, afhængigt af den enkeltes behov.

På baggrund af aktuel byrådsvedtagelse er de faste intervaller mellem klinisk undersøgelse og behandlingsplanlægning 24 måneder for alle børn og unge.

Med udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger og tandsundhed, lægges der en individuel tandplejeplan for det enkelte barn/den unge.

Der tages stilling til, hvilke forebyggende tiltag, behandlinger eller kontroller, der skal foretages og på hvilke tidspunkter, disse skal foretages frem til næste undersøgelse.

Det betyder, at børn med stort behov for hjælp og støtte ses ofte til forebyggende behandlinger (ca. hver 3. måned), og børn der har god mundhygiejne, støtte fra hjemmet og ingen caries, ses hver 24. måned.

Småbørn

Læs om dit barns første besøg i Tandplejen, som sker omkring 9-11 måneder.

Første indkaldelse til Tandplejen sker, når barnet er omkring 9-11 måneder. Kontakt selv Tandplejen, hvis I har brug for det tidligere, fx ved tanduheld.

En tryg start på Tandplejen er vigtig. 

I løbet af de første 3 år kommer de 20 mælketænder. Tidspunktet for tandfrembrud varierer meget og har ingen betydning. Start tandbørstning, når den første tand er fremme.

Sundhedsplejersken rådgiver om kost og suttevaner.

Skolebørn

Her kan du læse om undersøgelses indkald af skolebørn, som indkaldes individuelt efter behov, med opfølgning af forebyggende arbejde.

Tandplejen fortsætter på samme klinik som hidtil, hvis ikke andet er aftalt.

Børnene indkaldes individuelt efter behov. Korte intervaller, hvis behovet er stort. Lange intervaller, hvis behovet skønnes at være meget lillle.

Forebyggende arbejde:

  • Tandbørstninginstruktion
  • Kostvejledning
  • Afpudsning
  • Pensling med fluorpræparater
  • Lakforsegling af dybe furer i de blivende kindtænder

Ved de almindelige undersøgelser følger tandlægen udviklingen af tænder, kæber og bidforhold og vurderer, om der er behov for at henvise til specialtandlægen.

 

Unge

Læs om tandpleje, tandbehandling og fritvalgs muligheder for unge i Helsingør Kommune.

Unge, der er holdt op i folkeskolen, fortsætter på samme tandklinik som hidtil, hvis ikke andet er aftalt.

Den kommunale tandpleje stopper ved 18 år. Vi opfordrer de unge til at opgive navn på den ønskede tandlæge, og vi viderebringer efter aftale gerne journaloplysninger og røntgenbilleder.

Den nye tandlæge informeres samtidig om, hvornår vi vurderer, det igen er passende at indkalde til undersøgelse.

Unge i alderen 16 til 17 år kan frit vælge, om man ønsker at modtage behandling på en af Helsingør Kommunes tandklinikker eller ved privat tandklinik. Begge dele er gratis - vælger du det sidste, skal der være indgået en aftale først. Dette kan ske efter henvendelse til Tandplejens administration, eller den kommunale klinik i Helsingør, hvor barnet går.

Tandregulering for Fredensborg og Helsingør Kommune

Her kan du læse om tandregulering for børn og unge i Fredensborg og Helsingør kommune.

Specialtandlægen kommer 2-3 gange årligt på alle skoletandklinikker både i Helsingør og Fredensborg.

Her undersøger specialtandlægen, om de børn der har væsentlige afvigelser i tandstillingen, har behov for tandregulering.

Resultatet af undersøgelsen meddeles hjemmet.

Hvis det skønnes, at der er behov for tandregulering, indkaldes barnet med forældre på Tandreguleringsklinikken til en samtale og nærmere undersøgelse, før det endeligt afgøres, om behandling kan tilbydes.

De børn, der vurderes at have behov for tandregulering, vil blive indkaldt på Tandreguleringsklinikken til en samtale og evt. behandling.

Indkaldelsen vil ske på det rette tidspunkt i forhold til kæbernes og tandsystemets modenhed. Tandreguleringen varetages af specialtandlæger i ortodonti og foregår på kommunens Centralklinik for Tandregulering, Borupgårdskolen, Smakkevej 2, 3070 Snekkersten.

Enkelte simple, som regel tidlige behandlinger bliver udført på lokalklinikken af barnets sædvanlige tandlæge efter specialtandlægens anvisning.

Målet med tandregulering er at forebygge og behandle de tandstillingsfejl, der kan risikere at give barnet problemer på kortere eller længere sigt. Sundhedsstyrelsen har fastsat kriterier for, hvilke tandstillingsfejl den kommunale tandpleje skal tilbyde at behandle. Dvs. der kan forekomme tandstillingsfejl, oftest af kosmetisk art, som kommunen ikke kan tilbyde at behandle.

 

 

Arbejdsmetoder

Læs om arbejdsmetoderne i Helsingør Kommunes tandpleje. Arbejdsmetoderne tager udgangspunkt i evidensbaseret viden.

Forskning dokumenterer, at klinisk undersøgelse hver 24. måned er dækkende på baggrund af en række afgørende faktorer. Disse faktorer er bl.a. forekomst af begyndende eller fyldningskrævende caries, mundhygiejne, tandstatus, sociale baggrund - og aldersmæssige forudsætninger dvs. væsentlige tidspunkter i barnets, eller den unges udvikling i forhold til frembrud af permanente tænder og tandstillingsforhold.

Tandplejens arbejdsmetoder tager udgangspunkt i evidensbaseret viden (dvs. på baggrund af dokumenterede forskningsundersøgelser) om de forskellige faktorers indflydelse på tænder og omgivende vævs sundhedstilstand.

Tandplejen har i den sammenhæng fokus på personalesammensætning i teams ud fra de opgaver, der kal udføres, og der foregår en høj grad af uddelegering med maksimal udnyttelse af de forskellige personalegruppers kompetencer og arbejdsområder.

Værdier

Læs om værdier, erfaring og individuel behandling i Tandplejen Helsingør.

  • I Tandplejen skaber vi trygge rammer om jeres barn, så det er positivt at komme til tandlægen.

  • Vi har stor erfaring og uddannelse i børnetandpleje og omgang med børn og unge.

  • Vi lægger vægt på at støtte og rådgive jer om tandplejevaner, som kan bevare tænderne sunde hele livet.

  • Vi følger tandskiftet og kæbernes vækst, så eventuel tandregulering kan gennemføres på det tidspunkt, der er bedst for jeres barn.

  • Vi tager hensyn til den enkeltes behov ved planlægning af undersøgelser, forebyggende aktiviteter og nødvendig behandling.

  • Vi lægger vægt på samarbejdet med hjemmet - også når børnene selv kommer på klinikken.

Specialtandplejen

Læs om Specialtandplejen og mulighed og kriterier for at blive henvist til Specialtandplejen.

Specialtandplejen er for alle børn og voksne, som ikke er i stand til at gå til og modtage behandling hos den Kommunale Tandpleje, Omsorgstandplejen eller praktiserende tandlæge pga. varig nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne samt psykiatriske patienter.

Helsingør Kommune har indgået behandlingsaftale for Specialtandplejepatienter med:

Specialtandplejen
Rudersdal Tandpleje
Sophie Magdelenes Vej 14 D
3460 Birkerød
tlf. 45 81 86 80

Specialtandplejen
Bank-Mikkelsens Vej 3
2820 Gentofte
tlf. 39 98 43 40

Praktiserende tandlæger henviser voksne patienter, ved at udfylde henvisningsblanket og videresende den til Tandplejens kontor.

Henvisningsblanketten til specialtandplejen kan hentes her

Tandplejen for børn og unge

Klinikkernes Call Center

Telefon: 49 28 18 48

Telefontid:
Mandag, onsdag, torsdag, fredag kl. 08.00-15.00
Tirsdag kl. 08.00-17.00

 

Tandreguleringens Call Center
Telefon: 49 28 18 40

Telefontid:
Mandag kl. 08.00-16.00

Tirsdag kl. 08.00-17.00
Onsdag, torsdag, fredag kl. 08.00-15.00


Tandplejens administration

Telefon: 49 28 18 11