Småbygninger under 10 m²

Vil du opføre små bygninger som fx legehuse eller redskabsskure på under 10 m², behøver du ikke altid søge hos kommunen. Se, hvornår det er nødvendigt.

Du må bygge op til 2 småbygninger på under 10 m² hver uden at søge byggetilladelse eller anmelde dem hos kommunen, når du overholder reglerne. Men du skal altid oplyse om bygningerne, så kommunen kan registrere dem i BBR.

Det kan være små redskabsskure, legehuse eller drivhuse på under 10 kvadratmeter.

Inden du opfører bygningen, skal du undersøge, om der er en:

  • lokalplan
  • byplanvedtægt
  • deklaration

hvori der kan være bestemmelser om byggelinjer, højde, materialer og andre forhold.

Find lokalplan eller byplanvedtægt

På tinglysning.dk finder du oplysninger om deklarationer

Regler for småbygninger

Opfører du en småbygning mod skel eller tættere på skel end 2,5 meter må højden ikke være over 2,5 meter.

Der skal være en afstand på mindst 2,5 meter til andre bygninger på din grund. Det vil sige, at hvis du opfører dit skur med væg mod din carport, skal du anmelde det.

I sommerhusområder skal afstanden til skel altid være mindst 2,5 meter og højden må ikke overstige 2,5 meter indenfor en afstand af 5 meter fra skel.

Vær opmærksom på, at du må have bygninger med en samlet længde på højst 12 meter i skel. Kun bygningernes længste sider tæller med.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk