Find oplysninger om din olietank

Har du en privat olietank under 6.000 liter, er der en række regler, du skal følge.

Ansvaret ligger hos grundejeren

Det er dit ansvar, at reglerne om olietanke bliver fulgt. Hvis din olietank er for gammel eller ikke opfylder lovens krav, dækker den lovpligtige olietankforsikring ikke. Du skal derfor sikre dig, at din tank er lovlig.

Anmeld at din olietanke er blevet fjernet (NemID)

Undersøg olietanken på din ejendom

Du skal undersøge følgende:

  • Fabrikationsdatoen
  • Byggematerialet fx stål eller plast
  • Overjordisk eller nedgravet olietank
  • Korrosionsbeskyttet olietank

Du finder disse oplysninger på:

  • tankpladen på olietanken
  • tankpladen på påfyldningsstudsen
  • tankattesten

Sådan læser du tankpladen på din olietank

Se på dette skema om din olietank er lovlig

Find oplysningerne digitalt på nettet

Helsingør Kommune har ofte oplysninger om tanken i det Digitale Ejendomsarkiv, men kun hvis Center for By, Land og Vand har fået informationer fra den tidligere ejer af olietanken/ejendommen.

Gå til det Digitale Ejendomsarkiv

Finder du ikke oplysningerne i det Digitale Ejendomsarkiv kan du i stedet prøve via OIS, Den Offentlige Informationsserver. Her kan du også se, om der er en olietank registreret på din ejendom.

Gå til Den Offentlige Informationsserver

Sløjfning af din olietank

Skal din olietank ikke længere bruges, skal den enten fjernes eller sløjfes.

Det er bedst at fjerne tank og rørsystemer, så du kan sikre dig, at det ikke har forurenet, men husk at tømme tank og rør først. Hvis du graver en nedgravet tank op, så skal du kontakte Center for By, Land og Vand.

 

Anmeld at din olietanke er blevet fjernet (NemID)

Jeg skal anmelde/afmelde en olietank 

Hvis du tager en olietank ud af brug eller etablerer en ny, skal du huske at anmelde det til Helsingør Kommune.

Anmeld/afmeld olietank på Byg og Miljø portalen

Forurening og villaolietankforsikring

Hvis der skulle være forurening, så vil villaolietankforsikringen dække udgifter til undersøgelse og oprensning af jordforurening efter en lovlig olietank i op til seks måneder efter, at tanken er taget ud af brug.

Alternativt kan du også sløjfe olietanken, dvs.:

  • Bundslam og eventuelt restindhold i tank og i rør skal tømmes helt.
  • Det er en god ide at sikre mod sammenstyrtning ved fx at fylde tanken med sand, hvis den ligger tæt på fundamenter eller på et areal med kørsel.
  • Påfyldningsstuds og udluftningsrør skal afmonteres under jordniveau.
  • Alle rør og huller i tanken skal lukkes med propper, så der ikke løber vand ind i tanken.

Etablering af ny olietank

Når du vil etablere en ny olietank: 

  • Senest to uger før etablering af en ny olietank skal du anmelde til Helsingør Kommune, at du ønsker at etablere en ny olietank. Helsingør Kommune kan eventuelt stille krav om syn eller ekstra sikkerhedsforanstaltninger. 
  • Du skal sikre, at installeringen foretages af en sagkyndig. 
  • Den gamle olietank fjernes eller sløjfes efter Helsingørs Kommunes procedurer. 
  • Få installeret nye rør eller få en fagmand til at undersøge om de eksisterende rør kan bruges. Vær opmærksom på om nedgravede kobberrør skal være plastbelagte. Olietankbekendtgørelsens (bek. nr. 1321 af 2011) bilag 2 skal overholdes for rørsystemer. 
  • En overjordisk olietank skal stå på ben, så den er hævet over jordoverfladen, og den skal stå på et fast underlag, så den ikke vælter. I olietankbekendtgørelsen er der en række krav til installation af olietanken, og du bør derfor rådføre dig med en fagmand, så alle krav overholdes.

Når du har installeret tanken, så skal du sende en kopi af tankattesten samt en skitse af tankens placering til Center for By, Land og Vand.

Forurening fra privat tank

Hvis der sker olieforurening eller spild trods overfyldningsalarmer og enstrengede rørføringer, er der indført regler om obligatorisk forsikring af lovlige villaolietanke og rørføringer i forbindelse med villaolietanke (dvs. for olietanke under 6.000 l til brug for opvarmning, hvor over 50 % af arealet benyttes til bolig).

Reglerne gælder uanset, om tanken er nedgravet, står på jorden eller er placeret indendørs.

Villaolietankforsikringen

Olieselskaberne sørger automatisk for forsikringen. Der er nemlig en aftale mellem olieselskaberne i Danmark og forsikringsselskabet Topdanmark.

Nedgravede villaolietanke fra før 1. april 1970 er ikke omfattet af forsikringen, da disse tanke er ulovlige. Olietanke over 6.000 liter er heller ikke dækket af forsikringen.

Hvis uheldet er ude

Ved olieforurening eller spild skal grundejeren straks kontakte Helsingør Kommune. Herefter meddeler kommunen et påbud efter jordforureningslovens § 48.

Forsikringsselskabet Topdanmark, der administrerer villaolietankforsikringen, sørger for, at oprensningen bliver igangsat af et rådgivende firma. Forsikringen dækker de udgifter, der følger med Helsingør Kommunes påbud. For hver skade er der en selvrisiko for tankejeren på 2.000 kr.

Kontakt Topdanmark

Læs Olietankbekendtgørelsen

 

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk