Behandling af stofmisbrug

Hvis du selv, eller en du kender, har et problem med stoffer, så er der hjælp at hente hos Helsingør Rusmiddelcenter.

I Helsingør står Helsingør Rusmiddelcenter for anonym og ambulant behandling. De henviser også til private aktørers døgnbehandlingstilbud eller behandling i andre kommuner. Kontakt Helsingør Rusmiddelcenter for råd og vejledning på tlf. 49 28 35 80

Målgruppe

Du kan have glæde af et behandlingsforløb hvis du er over 25 år og har et overforbrug af hash, kokain, heroin, andre stoffer af morfingruppen, centralstimulerende stoffer og/eller andre afhængighedsskabende rusmidler. Også familien/pårørende og arbejdspladser tænkes ind.

Er du under 25 år, kan du kontakte Helsingung

Indhold

Det er dit ønske om at stoppe eller reducere dit rusmiddelforbrug, som er udgangspunktet for behandlingen. Behandlingen har til formål at skabe rammer og muligheder for at du kan ændre dit misbrugsmønster og dermed opnå bedre livskvalitet og trivsel. Et centralt element i behandlingsarbejdet er at understøtte din indsigt i dine egne ressourcer.

Betaling 

Behandling for stofmisbrug – herunder medicinsk behandling - er gratis for borgeren. I forbindelse med døgnbehandling på et godkendt tilbud skal du ikke betale for selve behandlingen. Du skal dog selv betale for opholdet. Læs mere om egenbetaling i forbindelse med døgnbehandling her

Behandlingsformer

Anonym stofbehandling

Har du arbejde eller er under uddannelse? Fylder hash, kokain, amfetamin eller andre stoffer for meget i din hverdag?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, og du er indstillet på at reducere eller stoppe dit forbrug af stoffer, så kan du modtage gratis, anonym stofmisbrugsbehandling. Helsingør Rusmiddelcenter varetager behandlingen, og du skal ikke opgive dit CPR-nummer for at modtage behandling. 

Læs mere om gratis, anonym stofbehandling på Helsingør Rusmiddelcenters hjemmeside.

Ambulant behandling

Hvis du har et problematisk overforbrug af stoffer kan du indgå i ambulant behandling.

Behandlingen kan foregå ambulant i Helsingør Rusmiddelcenter. I behandlingen benyttes flere forskellige metoder såsom råd og vejledning, ambulant afrusning, substitutionsbehandling, individuel- og gruppebehandling og familiesamtaler. Brugerinvolvering og ansvarliggørelse/indflydelse er en naturlig del af arbejdet.

Læs om Helsingør Rusmiddelcenters behandlingstilbud på deres hjemmeside.

Døgnbehandling

Har du brug for døgnbehandling, kan du blive henvist til private aktørers døgnbehandlingstilbud.

De private behandlingstilbud skal være godkendte. Konkret vurderer Helsingør Kommune døgntilbuddene ud fra beskrivelser på Tilbudsportalen sammenholdt med evidensbaseret praksis og forskningsbaseret viden om virksomme tilbud og metoder på rusmiddelområdet. Helsingør Kommunes samarbejdserfaringer med behandlingstilbuddene ligger også til grund for vurderingen.

I forbindelse med døgnbehandling på et godkendt tilbud skal du ikke betale for selve behandlingen. Du skal dog selv betale for opholdet. Egenbetalingen for opholdet udregnes på baggrund af dit indkomstgrundlag. Hvis du, under døgnbehandlingen, fortsat har økonomiske forpligtigelser til husleje, vil du ikke blive opkrævet egenbetaling for ophold, men kun for kost, vask, m.v.

Læs om døgnbehandling på Helsingør Rusmiddelcenters hjemmeside

 

Helsingør Rusmiddelcenter

Kongevejen 4 B

3000 Helsingør

Tlf.: 49 28 35 80