Sundhedsspor

Sundhedssporene er en nem og sjov måde at forbedre din helbredstilstand gennem motion med fokus på dit kondital.

Konceptet går i sin enkelthed ud på, at du løber en kort rute i naturen på mellem 1,5 og 2,5 kilometer. Efterfølgende udregner du dit kondital ved hjælp af den tid, det tog dig at tilbagelægge ruten.

Ved alle sundhedssporene er der derfor opsat rutespecifikke tavler med tabeller, som gør det nemt for dig at foretage udregningen. Det eneste du skal bruge er din højde og vægt, samt tiden du har brugt på enten at gå eller løbe sundhedssporets længde.

Kondital

Kondital er et mål for din krops evne til at optage og forbruge ilt i forhold til din kropsvægt. Dit kondital kan variere fra 20 til 90, og er altså et udtryk for din kondition - jo højere tal, jo bedre. Et højt kondital er en investering i et godt helbred, og med sundhedssporene får du en mulighed for selv at finde og følge dit konditals udvikling direkte ude i naturen.

Hjælp med at få flere sundhedsspor

Der er tre sundhedsspor i Helsingør Kommune og flere kan komme til med din hjælp!


Sundhedssporene findes i Sundhedsspordatabasen som viser en oversigt over alle sundhedsspor i Danmark og Norden. Ved at zoome ind på Helsingør vil du kunne klikke på de tre sundhedsspor.


Under hvert spor finder du en præcis beskrivelse af ruten, en rejseguide til hvordan du finder den samt beskrivelser af seværdigheder i den nære omegn.

Gå til Sundhedsspordatabasen

Hvis konceptet fanger dig, kan du yderligere melde dig ind og registrere dine resultater i en database, så du kan følge dit konditals udvikling. Denne funktion er dog ikke udkommet på dansk endnu, så indtil videre er det den svenske side, som henvises til - registrer dine resultater.

Lyst til at læse mere om Sundhedsspor?

Du kan læse mere om sundhedsspor på Naturstyrelsens hjemmeside.

Naturstyrelsen er igangsætter af projektet og er i samarbejde med kommuner og lokale foreninger i gang med at anlægge 32 sundhedsspor over hele landet.

På hjemmesiden kan du også læse om, hvordan du som borger kan være med til at få flere sundhedsspor i kommunen.

Center for Sundhed og Omsorg

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: so@helsingor.dk