ID-kort til unge

Hvis du ikke allerede har et pas, knallert- eller bil kørekort, og har brug for at kunne legitimere dig, kan du få udstedt et ID-kort.

Kortet er kun gyldigt som legitimation ved køb af tobak og alkohol.

Alle kan få udstedt et ID-kort fra den dag, de fylder 16 år

Legitimationskortet / ID-kortet anvendes oftest af unge under 18 år, som har brug for at vise, at de er gamle nok til at købe øl og vin med en alkoholvolumenprocent op til 16,5.

Du skal dog være opmærksom på, at der ikke er cpr-nummer eller et andet løbenummer på kortet som fx på pas og kørekort. Derfor kan du blive bedt om yderligere legitimation, hvis du ønsker at bruge kortet som billedlegitimation i andre tilfælde end til at vise, at du er gammel nok til at købe øl og vin med en alkoholvolumenprocent op til 16,5.

Ansøg om ID-kort

Du skal møde op i borgerservice i den kommune, du bor i for at købe dit legitimationskort.

Kortet kan koste op til 150 kr. (2016).

Der skal være et billede af dig på kortet, som du enten selv skal tage med, eller som du får taget i borgerservice. Undersøg det med borgerservice, inden du tager derned.

Du skal derudover medbringe enten din originale dåbsattest, fødselsattest, navneattest, sundhedskort eller pas.

Du kan få mere at vide om legitimationskortet i kommunens borgerservice.