Grundejers ansvar

Du, som grundejer har pligt og ansvar for at færdselsarealerne bliver holdt frie for ukrudt, affald og andet, der kan genere færdselen.

Grundejers pligter og ansvar

En grundejer har pligt til mindst en gang om ugen at feje færdselsarealer belagt med asfalt, brolægning eller anden fast belægning. Det sammenfejede må ikke fejes eller skylles ned i rendesten eller afløbsbrønde, men skal anbringes i ejendommens affaldsbeholder.

Ukrudt, affald og andet, der forurener, eller som kan genere færdslen, skal fjernes, og glasskår, frugtaffald, ekskrementer og lignende skal fjernes dagligt. Grøfter, rendestene, afløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender skal til enhver tid være ryddet for alt, som kan hindre vandets frie gennemløb.

Helsingør Kommune anbefaler, at man ikke bruger sprøjtemidler mod ukrudt. For miljøets skyld er det bedst at fjerne ukrudt ved at rykke det op med rod eller ved at bruge et skuffejern. Svidning af ukrudt med gasbrænder eller blanchering med damp kan bruges, men det giver en kortvarig virkning og er relativt dyrt. Helsingør Kommune bruger ikke sprøjtemidler til renholdelse af veje m.v.

Se "regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser i Helsingør Kommune"

 

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk