Grundejernes ansvar

Du har pligt til at rydde sne, salte/gruse og holde ukrudt nede, hvis din ejendom ligger ud til en offentlig vej eller sti.

Ved offentlige veje og stier

Ligger din ejendom ud til en offentlig vej eller sti, har du pligt til at rydde for sne, gruse og gøre rent – også for ukrudt - på de arealer, der overvejende er bestemt for gående. Det er normalt fortove eller stier, men kan også være adgangen til udvendige trapper.

Pligten omfatter de første 10 meter fra ejendommens skel – ved gågader og lege- og opholdsarealer dog kun de første 2,5 meter fra huslinjen. Er der indenfor de første 10 meter et færdselsareal beregnet til andre kørende end de, der har ærinde til ejendommen, har grundejeren kun pligt til at rydde og renholde mellem ejendommen og dette areal. En grundejer har pligt til at rydde og gruse overkørsler, hvor en sidegade munder ud i en anden gade.

Offentlige grundejere

Alle offentlige grundejere i kommunen (også Helsingør Kommunes centre, afdelinger og institutioner), har selv ansvaret for vinterrenholdelsen ud for deres ejendomme.

De skal selv sørge for at tilrettelægge og gennemføre vinterrenholdelse som beskrevet i " regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser i Helsingør Kommune"

For eksempel skal de kommunale skoler og børnehaver selv sørge for vinterrenholdelsen på fortovene - og på private fællesveje, hvis de ligger ud til sådan en.

Hvornår skal der ryddes for sne?

Når det gælder grundejernes pligt til at rydde sne og salte eller gruse, findes der ikke en bestemt tidsfrist. I praksis ligger pligten for grundejerne i hele perioden mellem kl. 7.00 morgen og 22.00 aften, undtaget normal arbejdstid.

Misligholdelse

Det er Trafik, Vej og Parkerings opgave at føre tilsyn med, at grundejeren overholder sine forpligtelser. Om nødvendigt kan Trafik, Vej og Parkering lade arbejdet udføre for grundejerens regning.

Har du brug for hjælp til at få sneen væk?

Hvis du har brug for hjælp til snerydning, kan du henvende dig til

  • Hjemmeservicefirmaer.
  • Grundejerforeninger og vejlaug kan henvende sig til private vognmænd og entreprenører til snerydning af private fællesveje.

 

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk