Private veje

Læs om forholdreglerne, ved at din ejendom ligger ud til en privat vej eller sti.

Ligger din ejendom ud til en privat vej eller sti, har du pligt til at rydde for sne, gruse og gøre rent på kørebane og fortov eller på sti.

I de fleste tilfælde strækker denne pligt sig til vejens midte, da ejeren på den modsatte side af vejen har pligt til at sørge for sin halvdel. Ryd også gangstier på din egen grund af hensyn til postbude og renovationsfolk.

Ofte er grundejere langs private veje sluttet sammen i et vejlav eller en grundejerforening, der sørger for vejens vedligeholdelse. En opgave for et sådant vejlav kan være at sørge for at renholde og rydde sne.

Private veje - Grundejeren renholder og rydder sne ud til vejens midte ud for egen grund.

Hvordan skal arbejdet udføres

Ved snefald skal der ryddes for sne så hurtigt som muligt. Fortovet skal ryddes i hele sin bredde - eller i mindst 2 meters bredde. Er der plads, skal sneen samles i en vold på fortovet langs rendestenen, ellers anbringes den på kørebanen langs rendestenen.

Har vejen cykelsti samles sneen på cykelstien ved rendestenen langs fortovet – dog kun når cykelstien stadig kan holdes fri i en bredde af mindst 2 meter. Hvis det ikke er muligt, placeres snevolden på kørebanen langs rendestenen langs cykelstien.

Sneen må ikke anbringes ud for busstoppesteder, fodgængerovergange eller på gadehjørner, hvor det er naturligt for fodgængere at krydse gaden. Sneen må heller ikke anbringes oven på dæksler til forsynings- og afløbsledninger, eller op ad træer, brandhaner, fordelerskabe eller installationer til trafikregulering. Pladsen omkring brandhaner og installationer til trafikregulering skal altid holdes ryddet for sne.

Grundejeren skal fjerne snevolde, som er til gene ud for indkørsler og ved opkørsler til cykelsti. Det gælder også snevolde, der opstår når kommunen rydder kørebane og cykelsti for sne.

Ved busstoppesteder hjælper kommunen grundejerne med at fjerne sne og gruse i tilfælde af glat føre. Men pligten til at sørge for dette påhviler stadig den grundejer, som i øvrigt skal renholde fortovet. Bliver sne- eller islaget hullet eller meget ujævnt, skal det hugges op og fjernes. Grundejeren har pligt til at sørge for, at afløbsbrøndenes riste er fri for is og sne.

Grusning
I glat føre skal grundejeren hurtigst muligt strø fortove, afmærkede fodgængerovergange og udvendige trapper med grus, sand eller lignende.

 

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk