Typiske spørgsmål om snerydning

Her finder du en oversigt over de typisk stillede spørgsmål vedrørende snerydning.

Hvad hvis jeg har brug for hjælp?

Grundejerforeninger og vejlav kan henvende sig til private vognmænd og entreprenører til snerydning af private fællesveje.

Kan vi betale os fra snerydning og saltning?

Ejerforeninger, andelsforeninger og vejlav kan overdrage ansvaret for snerydning og saltning til et firma. I skal indgå en skriftlig aftale med firmaet og udfylde en såkaldt fejeerklæring, som I skal sende til Helsingør Kommune, Trafik, Vej og Parking.

Skal jeg rydde ved busstoppestedet på mit fortov?

Ja. Hvis der er et busstoppested ud for din ejendom, har du pligt til at rydde sne ved busstoppestedet, uanset om din ejendom støder ud til offentlig eller privat fællesvej. Kommunen hjælper dig med at rydde og salte ved fx busstoppesteder i det omfang, det er muligt. Men det er dig, der som grundejer har ansvaret.

Hvorfor har I ikke ryddet sne ved busstoppestedet på min vej?

Når der falder sne, kalder vintervagten det disponible mandskab på vagt. Men der kan gå op til 10 timer, inden alle gangarealer er ryddet for sne, fordi vi prioriterer arealerne, så de mest brugte ryddes først.

Har I pligt til at fjerne den sne, jeres sneplove skubber op på mit fortov?

Nej. Når kommunens sneplove rydder sne, kan det ikke undgås, at de efterlader snevolde foran indkørsler mv. Kommunen har ikke pligt til at rydde op efter sneplovene. Denne pligt påhviler stadig dig som grundejer. Desværre også, selvom du allerede har ryddet din indkørsel og vores sneplove kaster sne op på den.

Hvornår skal jeg rydde sne?

Lovgivningen angiver ikke nogen bestemt tidsramme for, hvornår man skal rydde sne. Men domspraksis lægger til grund, at man skal handle fornuftigt. Går du for eksempel på arbejde fra kl. 8 til 16, skal du rydde sne, før du tager på arbejde, når du kommer hjem fra arbejde, og inden du går i seng

Hvorfor er der ikke fjernet sne på rampen mellem cykelstien og vejen?

Når vi rydder sne på byens kørebaner, cykelstier og gangarealer, kan det ikke undgås, at der dannes snevolde fx ved de ramper, der forbinder kørebane og cykelsti. Ved store snefald kan snevoldene ved ramperne kun fjernes med maskiner om natten, da de i dagtimerne vil være til stor gene for byens trafik. Opgaven med at rydde sne væk fra alle byens cykelstiramper er meget omfattende, og derfor prioriteter Helsingør Kommune at rydde de mest trafikerede cykelstiramper først.

Kan I ikke lave huller i snevoldene, så man kan krydse gaden?

Nej. Det er dit ansvar som grundejer at lave hul i snevoldene på de steder, hvor det er naturligt at krydse gaden, dvs. på gadehjørner, ved fodgængerovergange m.m.

Hvordan ved saltsprederne, hvor meget salt de skal bruge?

Når vintervagten kalder ud til saltning, fortæller han saltsprederne, hvor meget salt de skal sprede ud pr. m². Vi afstemmer doseringen efter den aktuelle og forventede vej- og vejrsituation.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk