Godt gang i virksomhedsbesøgene

Helsingør Kommunes erhvervskonsulenter har indtil videre besøgt 20 lokale virksomheder, og de er blevet taget rigtig godt imod.

Helsingør Kommune har fokus på at sikre gode vilkår for det lokale erhvervsliv. Derfor har Helsingør Kommune blandt andet sat sig det mål, at 300 lokale virksomheder skal have besøg af kommunens erhvervskonsulenter i løbet af 2015.

Besøgene skal gøre kommunen klogere på erhvervslivets behov og udfordringer, ligesom erhvervslivet omvendt skal få et bedre indblik i, hvordan kommunen kan hjælpe.

Positiv dialog

Indtil videre har kommunens to erhvervskonsulenter besøgt 20 virksomheder. I første omgang primært fremstillingsvirksomheder, rådgivende virksomheder og entreprenører. Og møderne har været en rigtig god oplevelse.

- Vi er blevet taget godt imod. Virksomhederne vil rigtig gerne i dialog med os, så det er virkelig positivt, siger erhvervskonsulent Steven Kennov.

Under besøgene har erhvervskonsulenterne blandt andet orienteret om mulighederne for beskæftigelse og rekruttering gennem Jobcenter Helsingør, udbudsområdet og om de lokale erhvervsnetværk. Og helt konkret har erhvervskonsulenterne væres behjælpelige med at finde egnede erhvervslejemål og byggegrunde.

Vil din virksomhed have besøg?

Annonce