Helsingør hylder unge talenter med Hamlets Talentpris 2016

Fem unge modtog Hamlets Talentpris ved uddelingen på Kulturværftet den 3. juni 2016.

Som noget nyt i år, uddelte borgermester Benedikte Kiær en særlig "We Like-it-pris".    

Talenter kan vi ikke få nok af. Derfor uddeler Helsingør kommune hvert år Hamlets Talentpris til 5 lokale unge i alderen fra 17 til 22 år som er bosiddende i Helsingør Kommune, og som har udmærket sig inden for naturvidenskab, idræt, iværksætteri, håndværk og kunst.

Borgmester Benedikte Kiær åbnede arrangementet på Kulturværftets Lille Scene med stor ros til de unge menneskers mod – med reference til Hamlet-figurens store mod og vilje. 

Svær udvælgelsesproces

Ud over Borgmester Benedikte Kiær var de øvrige dommere byrådsmedlemmerne Christian Holm Donatzky og Allan Berg Mortensen, murermester og formand for Erhvervs- og Industriforeningen David Nilsson, guldsmed og smykkedesigner Camilla Urban, Andreas Von Der Heide iværksætter med tøjmærket Les Deux, Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet og professionel danser og danseskoleejer Marc Christensen.

Alle dommerne var enige om, at det havde været en meget svær udvælgelsesproces, men mente dog, at de havde fundet de rigtige prismodtagere blandt de mange talentfulde unge mennesker. 

Vinderene blev

Vinderen i kategorien Naturvidenskab blev Emil og Carl Gustav, som i forbindelse med Ingeniørforeningens opfinderkonkurrence ”Science Cup” har udviklet en censor der kan registrere når bleerne hos plejehjemsbeboere skal skiftes.

Vinderen i kategorien Håndværk blev Mathias Malmquist, der er medstifter af virksomheden MM Upcycling som arbejder med at skabe og designe nye møbler ud af genbrugsmaterialer.

Vinderen i kategorien Idræt blev Oliver Durafour, der som 12 årig satte dansk rekord i stangspring. I dag arbejder han hårdt på at nå sit mål om at springe 5,10 m, hvilket ikke er urealistisk. 

Vinderen i kategorien Kunstnerisk Talent blev Astrid Heisterberg, der er en eminent tegner og bruger sit talent til designe sko. I 2015 var hun bl.a. på et sommerskole ophold ved London College of Art.

Vinderen af kategorien Iværksætteri blev Frederik Lindberg, der til daglig driver sin egen virksomhed Citybook ApS, en online platform som skaber et unikt overblik over lokale aktiviteter til gavn for turister og borgere. 

Med prisen fulgte en check på 10.000 kroner – og et kranium. Det sidste refererer naturligvis til Shakespeare og Hamlet.

Særpris til hiphop-danser

I år blev der endda kåret en sjette prismodtager, hiphopdanseren Artit Christoffer Chatthai. Han fik et gavekort på 1.000 kr. til Kulturværftet i for flest ”likes” af sin indstilling på Facebooksiden for Hamlets Talentpris. Han takkede for hæderen via en mobiltelefonopkobling.