Kommunen flytter fra Mørdrupvej til Prøvestensvej

Pr. den 1. september er Teknik, Miljø og Klima adresse Prøvestensvej 52. Centeret hedder nu Center for By, Land og Vand.

Den 1. september er kommunens Center for Teknik, Miljø og Klima flyttet fra Mørdrupvej i Espergærde til Prøvestensvej 52. Grunden på Mørdrupvej bliver solgt og skal forvandles til attraktive familieboliger.

Byggesagsbehandling, miljøtilladelser, lokalplanlægning, overkørselstilladelser og meget andet foregår fra den 1. september på Prøvestensvej 52, når kommunens Center for Teknik, Miljø og Klima flytter ca. 90 medarbejdere og samtidig skifter navn til Center for By, Land og Vand.

Flytningen er en del af kommunens samlede plan for salg af en række ejendomme, hvor administrationen blandt andet samler sig på færre fysiske adresser og giver plads til mere byudvikling.


- Vi bliver flere og flere borgere i Helsingør Kommune. Det er godt, men vi skal også sikre, at der er plads til de familier, der gerne vil flytte hertil. Mørdrupvej 15 er et attraktivt boligområde, da det ligger centralt i Espergærde og få meter fra vandet. Derfor giver det god mening at flytte og give plads til boliger, siger borgmester Benedikte Kiær.

Nyt navn og smartere sagsbehandling

Det nye navn Center for By, Land og Vand giver en bedre beskrivelse af, hvad centret foretager sig i dag. Mange af driftsopgaverne er med tiden blevet overtaget af Forsyning Helsingør og Nordsjællands Park og Vej, mens kommunen stadig vedligeholder og udvikler de fysiske rammer i byen (kommune- og lokalplanlægning, byggesagsbehandling, trafiksikkerhed, busdrift), på landet (natur, landskab, veje- og stiforbindelser) og vandet (strande, badevand, søer, vandløb).

Den nye adresse betyder også smartere sagsbehandling for byggesager. Nu kan du i forvejen reservere tid med den byggesagsbehandler, der har den største viden om din sag. Sagsbehandleren kan derfor forberede sig og stille spørgsmål inden mødet – og du sparer tid og kommer nemmere i mål med din sag i stedet for at komme ind fra gaden med dine tegninger under armen først. Af den grund er det heller ikke længere nødvendigt at tilbyde personlig modtagelse ved en skranke, der derfor lukker.


- Kommunens service bliver bedre i forhold til borgere og virksomheder med nye tilbud. Med ”book en byggessagsbehandler” kan ansøgerne få en byggetilladelse hurtigere, når dialogen begynder tidligt i processen, fortæller Johannes Hecht-Nielsen, formand for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget.


De fleste relevante oplysninger om din ejendom kan du derudover finde i kommunens ejendomsarkiv.

SE KOMMUNENS EJENDOMSARKIV

Det er meningen, at ordningen med at booke en byggesagsbehandler skal udvides til andre sagsområder, hvis den bliver en succes. Indtil da kan du stadig kontakte den enkelte medarbejder pr. telefon eller mail.

LÆS MERE OM BYGGESAGSBEHANDLING