Maritim Turisme har udpeget de første udviklingsprojekter

Ud af 36 ansøgninger har styregruppen for projektet Maritim Turisme udvalgt otte projekter, der allerede i juni 2016 er begyndt udviklingsarbejde.

Ud af 36 indkomne ansøgninger har styregruppen for projektet Maritim Turisme nu med assistance fra eksperter i turisme og forretningsudvikling valgt otte projekter, der allerede her i juni 2016 er begyndt udviklingsarbejdet med støtte fra Maritim Turisme-projektet.

Maritim Turisme har åbenbart ramt et behov blandt virksomhederne, og projektleder Mette Sandahl er overrasket over mængden af ansøgninger fra virksomheder, som har søgt om at komme med i projektets forretningsudvikling. Projektledelsen går nu i dialog med ansøgerne. 

”Der var rigtig mange gode projekter blandt de 36 i puljen, og nogle af dem kan være aktuelle til næste runde. En del virksomheder har også tilkendegivet, at de gerne vil være med i et samarbejde med andre, og dem tager jeg nu kontakt til,” siger projektleder Mette Sandahl.

Der var mange ansøgninger fra virksomheder i både Gribskov, Helsingør og Halsnæs Kommune, samt enkelte udefra med fokus på udvikling af  deres forretning i Nordsjælland. Tematisk var der mange ansøgere med  fokus på fiskeri, sejlads og på at sikre bæredygtighed i events i havnemiljøerne.

De otte udvalgte projekter er:

Børnenes Blå Nyttehaver - ansøger: Den selvejende institution Maritime Nyttehaver

Etablering af maritime nyttehaver (opdræt af linemuslinger) i samarbejde med lokale restauranter med fokus på formidling og events, fx børn kokkererer muslinger til børn ved nyttehaven.

Genoplivning af den nordsjællandske sildetradition i en moderne sammenhæng - ansøger: Fiskernes Filetfabrik A/S

Lokale traditioner, madkultur og brugerinddragelse indgår i udvikling af sildeprodukter med klar tilknytning til Gilleleje, så de færdige produkter kan bidrage til at profilere området. 

FISK – lokal, bæredygtig, god! - ansøger: Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri

Event og formidling, hvor historien om biologi, fiskemetode og fangstmetoder føres helt til dørs, hvor fisken bliver til mad.

Nivå til Gilleleje – Sommer fra søsiden - ansøger: Sundbusserne A/S

Etablering af sommersejlrute med mulighed for at stå af op på langs kysten samt mulighed for spisning på skibet undervejs.

SMAGSkulTUR - ansøger: Foreningen Smagskultur

En- og flerdages udflugtsturisme med kultur og smagsoplevelser, hvor både kyst og land – SEALAND – bindes sammen.

Hundested Havn og den store verden - ansøger: Egeværk

Internationalisering og professionalisering for at styrke tiltrækning af gæster til området og virksomhedernes eksportstrategi.

Fiskedysten - ansøger: Megalops

Turbådsfiskeri som en event for grupper og virksomheder med efterfølgende ’afterfishing’ i havnen.

Konkurrence i sadelmageri og læderarbejde - ansøger: Leather Goods

Konkurrence og udstilling med fokus på kreative erhverv, (kunst-)håndværk og design.

Projektledelsen vil nu i samarbejde med de udvalgte ansøgninger tilrettelægge et udviklingsforløb, som sikrer, at indsatsen resulterer i nye turismeprodukter, der kan skabe vækst og jobs i virksomhederne i de tre kommuner.

En chance mere til september

På grund af den store interesse og de mange gode ansøgninger vil projektets styregruppe søge regionen om en budgetændring, sådan at flere penge kan gives til støtte for udviklingsgrupperne i år og næste år.

Vil du gerne være med i anden runde, så kontakt projektleder for Maritim Turisme, Mette Sandahl, på mecsa@halsnaes.dk

Om projektet Maritim Turisme

Maritim turisme er et tilbyder gratis hjælp til udvikling af forretningsideer og samarbejde indenfor turisme og oplevelser på tværs af virksomheder og kommunerne Grigskov, Halsnæs og Helsingør. Projektet er finansieret af Region Hovedstaden, Vækstforum Hovedstaden, Halsnæs, Gribskov og Helsingør kommuner Visit Nordsjælland samt Hundested, Gilleleje og Helsingør Havne.