Miljøstyrelsen har etableret en portal om virksomhedernes miljøforhold

Digital miljøadministration (DMA) giver borgere og interesseorganisationer hurtigere og nemmere adgang til miljøoplysninger.

Miljøstyrelsens har etableret en portal, hvor stat og kommuner samler data om virksomhedernes miljøforhold.  Alle borgere, virksomheder og andre interesserede kan se oplysninger om blandt andet tilsyn, godkendelser og eventuelle håndhævelser.

I DMA kan man hurtigt og nemt søge oplysninger om virksomheder i udvalgte områder. Du kan også følge med i, hvilke miljøgodkendelser myndighederne har givet, hvad der er ført tilsyn med, og om virksomhederne har fået påbud. For borgerne kan det f.eks. være relevant at se, hvilke forurenende virksomheder der ligger i nærheden af deres bopæle, mens interesseorganisationer kan have gavn af at kunne abonnere på afgørelser for bestemte virksomhedstyper.

DMA bidrager til en mere ensartet sagsbehandling af virksomhederne

Med DMA får myndighederne én indgang til virksomhedsdata. De får bedre overblik over data, mulighed for at benchmarke på tværs af myndighedsskel, og så bliver det mere enkelt at indberette oplysninger til Miljøstyrelsen. Myndighederne kan let finde oplysninger om andre virksomheder af samme type, når de skal udarbejde miljøgodkendelser eller miljørisikoscore virksomheder, og de kan også se andre myndigheders miljøtilsynsplaner. Den øgede tilgængelighed af data og videndeling mellem myndighederne vil kunne være med til at give en hurtigere og mere ensartet sagsbehandling af virksomhederne. For virksomhederne giver DMA dermed både mere gennemsigtighed i den offentlige miljøadministration og et mere ensartet forvaltningsgrundlag.

Du finder portalen her