Ny lokalplan for bykernen i Helsingør er på vej

Helsingør Kommune har udarbejdet et udkast til en ny lokalplan for bykernen, som efter høringsproces over sommeren forventes vedtaget af byrådet

Der var inviteret til en workshop om lokalplanudkastet onsdag den 27. januar 2016, hvor 30 repræsentanter for erhvervsliv, beboere, byrådsmedlemmer, arkitekter og foreninger mødte op for at drøfte Helsingør Bykernes fremtid. Konklusion på workshoppen var, at bykernen skal være bevaringsværdig med nutidige øjne. Det skal ikke være en museumsby, der skal gives mulighed for udvikling af detailhandel og publikumsrettede aktiviteter.

Hvorfor en ny lokalplan?

Helsingør Bykerne har i mere end 40 år været omfattet af Byplanvedtægt 19, som har fungeret rigtig godt. Men byen udvikler sig, og der er behov for nye bestemmelser, der kan sikre større fleksibilitet samtidig med, at Helsingørs særlige historie og atmosfære bevares.

I 2014 inviterede Helsingør Kommune til første workshop om lokalplanen, hvor hovedkonklusionen var, at byens historiske struktur, gader og stræder skulle bevares. Lokalplanen skal sikre, at de bevaringsværdige bygninger vedligeholdes i overensstemmelse med den tidsperiode, som huset fremtræder i i dag.

Konkurrencen mellem byer øges i disse tider, og det er derfor vigtigt for Helsingør at styrke det, som byen er kendt for, som er unikt, samtidig med at vi løfter ambitionsniveauet og tilbyder en by af høj kvalitet og med en stor autencitet – både når det gælder rammer og indhold.

Hvad betyder den nye lokalplan?

Lokalplanen drejer sig om anvendelsen af bebyggelser og sikring af de smukke gamle huse. I Helsingør Bykerne er 76 procent af husene udpeget som bevaringsværdige, 14 procent er fredede, og 10 procent af bygningerne er hverken fredede eller bevaringsværdige. Parallelt med udarbejdelsen af lokalplanen for bykernen har kommunen besluttet, at der skal bruges flere ressourcer på at opgradere byens rum,- gader, pladser og forbindelsen til Kulturhavnen.

Med den nye lokalplan er det hensigten at styrke detailhandelen ved at koncentrere den i byens hovedstrøg og samtidig åbne op for en større fleksibilitet i anvendelsen af resten af byen. Hovedstrøgene består af Stengade, Stjernegade, Bjergegade, Hovedvagtsstræde, Bramstræde og gaderne ud til Axeltorv.

Proces for vedtagelse af ny lokalplan

• Første udkast af lokalplan var i lokal høring og til drøftelse på workshop i 2014
• Andet udkast af lokalplan var i lokal høring og drøftelse på workshop 27. januar 2016
• Lokalplan tilrettes og forventes at komme i offentlig høring over sommeren 2016
• Endelig vedtagelse forventes af byrådet til efteråret 2016

Se udkast til lokalplanen