Syv tips til det gode udbud

Det er godt at have styr på en række ting, hvis du vil være leverandør til kommunen.

1. Giv tilbud på det, kommunen efterspørger
Hold godt øje med hvad der er, kommunen efterspørger i udbuddet. Det er nemlig det – og kun det – du skal give et tilbud på.

2. Hold øje med tildelingskriterierne
Husk at tjekke hvad det er, kommunen lægger vægt på i det specifikke udbud. Er det kun laveste pris, eller lægges der også vægt på fx kvalitet og leveringstid?

3. Hav fokus på, hvilken type af krav der opstilles i kravspecifikationerne
Kommunen kan stille to slags krav i udbuddet:
Mindstekrav - Dit tilbud skal opfylde de mindstekrav, kommunen stiller i udbuddet – ellers bliver kommunen nødt til at se bort fra dit tilbud.
Krav – Her har du som virksomhed mulighed for at komme med dit bud på, hvordan du kan løse opgaven. Det er altså her, at du konkurrerer med de andre tilbudsgivere.

4. Undgå forbehold
Det er sjældent en god idé at tage forbehold i dit tilbud. Det vil ofte føre til, at kommunen er nødsaget til at afvise dit tilbud.

5. Overhold tidsfristerne og undgå fejl
Hvis du afleverer dit tilbud bare ét minut for sent, er det automatisk diskvalificeret. Læs dit tilbud grundigt igennem, før du sender det, så du husker underskrifter, datoer, sidetal og andre formaliteter, der er påkrævet i de skabeloner og formularer, du skal udfylde.

6. Kontakt kommunen, hvis du er i tvivl!
Udbudsafdelingen i Helsingør Kommune vil hellere end gerne hjælpe dig, hvis du har spørgsmål. Så tøv ikke med at kontakte udbudsafdelingen, hvis du er i tvivl om noget. Hvis dit spørgsmål handler om et konkret udbudsmateriale, skal spørgsmål stilles skriftligt via Udbudsafdelingens udbudssystem, Mercell.

7. Overvej at gå sammen om et tilbud
For mindre virksomheder kan konsortiedannelse være nøglen til at kunne byde ind på opgaver, som virksomhederne hver for sig er for små til at løse. I et konsortium kan virksomhederne lægge deres tekniske, faglige og økonomiske formåen sammen og herved få større mulighed for at opfylde de opstillede krav.

Læs mere om udbud

 Læs reportage fra leverandørmøder