Vær med til at markere verdens internationale diabetesdag

Lørdag den 14. november kan Helsingørs butikker i og omkring Stengade tage del i markeringen af diabetesdagen. Markeringen slutter med, at Kronborg bliver lyst op i blåt.

Helsingør er blevet valgt som flagskib for den årlige markering af verdens internationale diabetesdag lørdag den 14. november. Derfor gør byen noget ekstra ud af dagen i år. Butikker, cafeer og restauranter i Stengade og de tilstødende sidegader vil få uddelt en pakke med plakater og balloner til at markere dagen.

Derudover opfordrer Diabetesforeningen og Helsingør Kommune alle butikker til at sætte fokus på særlige produkter, som kan gøre gavn for borgere med type 2 diabetes. Det kan for eksempel være træningsredskaber, sunde kogebøger, sportstøj eller sukker- og fedtfattig mad. Et ”blåt udstillingsvindue” er også en mulighed for at markere dagen.

Kronborg bliver blå
Fra klokken 11-14.30 vil Helsingør Bycenter danne ramme om en række aktiviteter, og man vil kunne blive testet for type 2 diabetes. Derefter vil Helsingør Pigegarde marchere mod Kronborg, der i dagens anledning vil blive lyst op i blåt.

Farven blå er blevet kendingsfarven for Verdens Diabetesdag, og det er efterhånden blevet en tradition, at kendte bygningsværker lader sig oplyse i blåt på dagen. Og nu er turen altså kommet til Kronborg.

Vil din virksomhed vide mere om arrangementet, eller har din virksomhed lyst til at markere dagen på en særlig måde, så kontakt Sundhedskonsulent i Helsingør Kommune, Anette Søbye Philipsen på 49 28 35 47