Vil du være med til at give børn og unge et lettere liv?

Hvordan kan virksomheder bidrage med at få knækket kurven med et stigende antal overvægtige børn og unge? Et lettere Liv inviterer erhvervslivet til møde.

I Helsingør Kommune har vi en udfordring. Antallet af overvægtige børn og unge stiger – og med overvægt følger ikke kun livsstilssygdomme, men også en risiko for ensomhed og mistrivsel.

Trods en ihærdig indsats er det ikke lykkedes at knække kurven, og derfor er Helsingør Kommune gået nye veje for at komme overvægten til livs. Kommunen har startet ’Et lettere liv’, som skal sikre, at alle børn og unge trives og er sunde.

Et lettere liv bygger på metoden collective impact. Metoden er ’lånt’ fra Canada og USA, hvor den er brugt med stor succes til at nedbringe kriminaliteten i et lokalområde og forbedre uddannelsesniveauet i et andet.

I Helsingør Kommune har vi defineret metoden på den måde, at vi – hver gang vi sætter et initiativ for overvægtige børn og unge i gang – skal sikre, at repræsentanter for kommune, erhvervsliv og foreningsliv er med til at løfte det i samlet flok.

- Vi har alle forskellige ressourcer, som vi kan byde ind med, siger Hanne Hørlyck, som er projektleder på Et lettere liv: - Det er ligesom på et fodboldhold. Spillerne har forskellige roller på banen, og alle har det samme mål: At vinde.

Erhvervslivet er en vigtig aktør

Erhvervslivet er en vigtig aktør at have med på banen, understreger Hanne Hørlyck. Der er allerede repræsentanter for erhvervslivet, som bidrager på forskellig vis. Men Et lettere liv vil meget gerne have flere med.

Det er baggrunden for, at initiativet inviterer erhvervslivet til et stort møde den 8. september fra kl. 17 til 19.

- Vi har allerede planlagt en aktivitet for de yngre piger, som har forskellige udfordringer socialt, hvor overvægt og manglende selvværd er omdrejningspunktet. Her har erhvervslivet bakket massivt op. Marina Fredskilde, som er diætist, og Annette W. fra Zetmind stiller deres ekspertise til rådighed, og Kvickly leverer både mad og materialer. Og vi finder endnu flere, der bakker op. Det er eksempler på ressourcer, som erhvervslivet kan byde ind med. Men det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, siger Hanne Hørlyck.

Win-win-situation

For erhvervslivet er det en win-win-situation at involvere sig i Et lettere liv. Det siger varehuschef Claus Ljungdahl fra Kvickly:

– I Coop har vi en holdning til mad og ernæring. Vi kan fx være med til at sponsorere varer til fællesspisning eller til undervisning i madlavning med fokus på ernæring. Det giver også mulighed for at profilere nogle af vores produkter – det er win-win.

– På den mere visionære horisont vil jeg gerne være med til at vise, at et mere konkret og systematisk samarbejde mellem kommunen og virksomhederne også kan give kommunen flere muskler at spille med.

læs mere om Et lettere liv 

Mød Et Lettere liv på facebook

  • Kontakt projektleder Hanne Hørlyck, hah08@helsingor.dk, eller tlf.: 41 86 81 94.
  • Hvis du er interesseret så kom og hør mere den 8. september fra kl. 17-19. Meld dig til pr. mail til Hanne Hørlyck. Sted følger.