Det store Shakespeare-år er under opførelse i Hamlets hjemby

Forberedelserne til næste års markering af den verdensberømte dramatiker er allerede i fuld gang, og der er lagt op til stort program med kulturaktører fra ind- og udland.

I 2016 er det 400 år siden, den engelske dramatiker William Shakespeare døde. Samtidig er det også 200 år siden verdens ældste Shakespeare-tradition begyndte, da teaterglade amatører ved Kronborgs garnison opførte "Hamlet". Det markerer Helsingør med et stort anlagt internationalt program for byens borgere og turister, og alle er inviteret til at deltage.

Omdrejningspunktet for dobbeltjubilæet bliver verdens mest berømte og spillede skuespil, "Hamlet", og det er der mange gode grunde til. Blandt andet fordi fortællingen om den identitetssøgende prins udspiller sig på Kronborg Slot, og fordi Hamlet om nogen har sat Helsingør på verdenskortet.

Hamlet i hovedrolle

Siden juni har Sara Peuron-Berg været projektleder for planlægningen af næste års dobbeltjubilæum, og hun arbejder målrettet på, at 2016 kommer til at byde på et varieret og internationalt program med teater, workshops, kunst og meget mere for både store og små fra ind- og udland.

Hun ser den danske prins som et oplagt symbol for byen og en meget aktuel samtalepartner:

- "Hamlet" er en grundfortælling om menneskets identitet. Han viser os at livet ikke er sort-hvidt, og mennesker er ikke gode eller onde som i en amerikansk actionfilm, hvor du bare skyder skurken og redder verden. Tværtimod. Den unge mand sætter ord på tvivlen uden enkle løsninger, og derved er han perfekt som spejl for vores egne overvejelser over meningen med livet. Jeg glæder mig meget til at diskutere, hvordan et 400 år gammelt stykke kan påvirke dit liv her og nu, siger Sara Peuron-Berg, der tidligere har været koordinator for den store fejring af Søren Kierkegaard i 2013.

Helsingør er Hamlets hjem

På kort sigt skal satsningen i 2016 skabe international synlighed omkring Helsingør og Kronborg med udgangspunkt i den naturlige kobling, der findes mellem byen, slottet og den berømte prins. På længere sigt er der endnu større planer:

- Det langsigtede mål er, at vi får skabt grobund for en forankret fortælling om Helsingør som Hamlets hjem og mulighed for en tilbagevendende festival. Det tror jeg, er noget, der vil kunne skabe genklang i omverdenen og komme det lokale kultur- og erhvervsliv til gode. Der er allerede stor opbakning, og jeg håber, at alle borgere og erhvervslivet fortsat tager ejerskab og bidrager til et sjovt og lærerigt år, siger hun.

Sara Peuron-Berg opfordrer til at man tænker Shakespeare, Hamlet og spørgsmål om identitet ind i sin egen institution, forening eller erhverv. Hvis man har lyst til at bidrage eller har brug for sparring, kan man kontakte Sara på spb03@helsingor.dk.

FAKTA
Dobbeltjubilæet er et samarbejde mellem Helsingør Kommune, HamletScenen, Kronborg og mange flere. Projektet er støttet af Helsingør Kommunes Byråd, og markedsføringen udvikles sammen med Visit Nordsjælland, Wonderful Copenhagen og Visit Denmark.