Helsingør Kommunes børn bliver sat i bevægelse

Nu er der kommet papir på, at alle Helsingør Kommunes daginstitutioner bliver bevægelsesinstitutioner inden udgangen af 2016.

Masser af hoppende og dansende børn overværede den 7. september i Børnehuset Kasserollen, at borgmester Benedikte Kiær underskrev en aftale om bevægelsesinstitutioner sammen med DGI Nordsjællands formand, Per Frost Henriksen.

Aftalen gør alle Helsingør Kommunes daginstitutioner til DGI bevægelsesinstitutioner inden udgangen af 2016.

- Jeg er glad for, at I skal lære en masse nye lege og bevæge jer rigtig meget. For når man får motion, har man det godt i sin krop, sagde Benedikte Kiær i sin tale til børnene i Kasserollen.

Det er sjovt at bevæge sig

Hun blev suppleret af Christian Holm Donatzky, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget:

- Det er vigtigt for mig, at alle børn i Helsingør Kommune bevæger sig så meget som overhovedet muligt. For det er sjovt at bevæge sig, og man bliver i godt humør af det, sagde han.

Jens Bertram fra Sundheds-, Idræts og Fritidsudvalget, sagde:
- Det er vigtigt for vores sundhed, at vi får motion. Derfor håber vi politikere, at I vil lege de lege, I lærer her i børnehaven – også når I kommer hjem til mor og far.

Alle er med inden udgangen af 2016

Det koster 1,6 millioner kroner at få alle kommunens daginstitutioner DGI-certificeret som bevægelsesinstitutioner. Det pædagogiske personale fra de første daginstitutioner er allerede i gang med DGI-kurserne, og inden udgangen af 2016 har alle Helsingør Kommunes daginstitutioner fået papir på, at de er bevægelsesinstitutioner.