Kommunal P-app har fået en ansigtsløftning

Helsingør Kommunes P-app gør det nemt at finde en parkeringsplads.

Sidste år så Helsingør Kommunes P-app 'Parkering Helsingør' dagens lys og gjorde det nemt for bilister at finde frem til parkeringspladserne i byen. I år er 'Parkering Helsingør' blevet endnu smartere.

Ikke alene er parkeringspladser over hele kommunen kommet med. 'Parkering Helsingør' viser også, om der er ledige pladser på de parkeringspladser, som er udstyret med tæller. Det drejer sig om p-pladserne ved Kulturhavn Kronborg, Svingelport og Scandlines.

En god oplevelse fra start til slut

Borgmester Benedikte Kiær siger:

- Jeg er glad for, at vi har udviklet vores P-app, så den er blevet endnu bedre. Der sker rigtig meget i Helsingør. Vi har et varieret handelsliv og mange kulturelle tilbud, og vi vil gerne give vores besøgende en god oplevelse fra start til slut. Med 'Parkering Helsingør'-app'en sikrer vi, at folk nemt kan finde et sted at komme af med deres bil, hvad enten de er i Helsingør city, Hornbæk, Espergærde eller et helt fjerde sted.

Også Cityforeningens formand, Peter Ørtenblad, er glad for P-app'en:

- Vi er rigtig glade for, at vores kunder på denne måde har mulighed for nemt at finde frem til byens parkeringspladser. Vi håber, at rigtig mange vil bruge 'Parkering Helsingør'-app'en, siger han.

Download vores P-app "Parkering Helsingør"

Fakta om 'Parkering Helsingør'

• P-app'en hedder 'Parkering Helsingør'. Den er gratis og findes til både Android, Windows og Apple.
• Helsingør midtby tilbyder i alt 2475 p-pladser, inklusive private p-pladser som den bag Kvickly. Langt de fleste, små 2000 p-pladser, er gratis kommunale p-pladser.
• P-app'en indeholder links til en række seværdigheder i Helsingør og de øvrige lokalsamfund.
• 'Parkering Helsingør' er allerede downloadet af cirka 1800 mennesker, som automatisk får opdateret app'en med den nyeste version.