Kommune-trio sætter fart på sikring af Nordkysten

Borgmestre og udvalgsformænd fra Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommuner er blevet enige om at sætte mere fart på arbejdet med at skabe fælles kystsikring på tværs af kommunegrænserne.

Borgmestrene fra Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommuner sætter nu yderligere fart på arbejdet med at skabe en fælles sikring af kysten.

De tre kommuners borgmestre Steen Hasselriis (V), Halsnæs, Kim Valentin (V), Gribskov, og Benedikte Kiær (K), Helsingør, mødtes fredag den 25. september for at tale om, hvordan de i fællesskab bedst og hurtigst muligt får sikret kysten på tværs af de tre kommuner.


- Vi kan se, at der er behov for at sætte yderligere fart i processen frem mod at finde en fælles løsning. Dygtige fagfolk har det seneste år udarbejdet en række analyser og notater, som danner grundlag for de beslutninger, vi skal til at træffe, siger de tre borgmestre.

Yderligere fart på

Det seneste år har kommunerne arbejdet på højtryk for at afklare en lang række tekniske spørgsmål, som for eksempel hvor sandet til kystsikringen skal komme fra. Og så har de arbejdet på at kortlægge flere mulige betalingsmodeller for at finde ud af, hvem der skal betale for kystsikringen.

For at sætte yderligere fart på processen vil kommunernes fagfolk nu på baggrund af opfordringen fra de tre borgmestre nu se på, hvordan de hurtigst muligt kommer frem til en afklaring.

Der skal desuden laves et projekt, der mere detaljeret beskriver, hvordan kommunerne konkret kan sikre kysten.