Natteravne får støtte af Tryghedsudvalg

Tryghed og Forebyggelse havde i dag besøg af Natteravnenes nye formand, Anette Erting. Anette havde 20.000 kr. med, som skal bruges til rekruttering

Fredag aften samles en lille gruppe voksne – de fleste har efterhånden selv voksne børn – i et lokale bagved busholdepladsen ved Helsingør Station. Det har de gjort siden landets første Natteravnsgruppe blev etableret før 17 år siden. Efter kl. 23 går de kendte gule jakker rundt i gaderne i Helsingørs midtby. I lommerne har de bolsjer og kondomer som indgår i den kontakt og dialog de har med unge i nattelivet.

- Lige nu prøver vi at rekruttere nye natteravne, for vi har brug for flere kræfter. Vi går altid tre og tre sammen, og man skal altså ikke stille op hver fredag, fortæller den nyvalgte formand Anette Erting, der selv startede som natteravn for 14 år siden.
Udvalgets medlemmer var enige om, at der fremover skal arbejdes for at forældre til elever i 7. og 8. klasse opfordres til at hoppe i de gule jakker, fx når der alligevel snakkes om alkohol på forældremøder.


Frivillige er vigtige for tryghed

- Det er vigtigt, at vi er gode til at inddrage frivillige kræfter i det kriminalitetsforebyggende arbejde. Derfor drøftede vi også hvordan samarbejdet mellem Natteravne, kommune og politi kan blive tættere. Det handler om at dele viden om unge i nattelivet - og også om at anerkende Natteravnenes arbejde, siger
Katrine Vendelbo Dencker, formand for Udvalg for Tryghed og Forebyggelse. Også de to repræsentanter for kommunens erhvervsliv – Claus Ljungdahl, Kvickly Prøvestenen og Kim Backe, Cityforeningen – var villige til at drøfte støttemidler med den lokale natteravnsgruppe.

Udvalg for Tryghed og Forebyggelse overraskede natteravnsformanden med nyheden om, at gruppen får 20.000 kr. som primært skal bruges til at rekruttere nye medlemmer.

Vil du vide mere om Natteravnene?
Åbent hus den 5. november kl. 17-18 på Ankerbakken ved sort låge.
Meld dig som Natteravn på: helsingoer.natteravnene.dk
www.facebook.com/natteravnenehelsingor/

 

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk