Nu kan du bruge MobilePay hos Borgerservice

Helsingør Kommunes Borgerservice tester sammen med Bølgen, Plejehjemmet Montebello og Ungdomsskolen, hvordan det fungerer, borgerne kan betale via mobilen

Helsingør Kommune vil gøre det så nemt som muligt for borgerne at betale for kommunale services. Derfor tester kommunen nu MobilePay som betalingsmåde.

Tanken er, at MobilePay efter testperioden skal bredes ud til alle kommunale institutioner, der er interesseret i det. Udbredelsen påbegyndes i løbet af september.

Borgerservice på Prøvestenen er et af teststederne, og her har man valgt, at borgerne kan betale for pas og kørekort med MobilePay. Det var der flere, der gjorde, allerede på den første testdag, torsdag den 3. september.

- Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for borgerne at betale for deres pas og kørekort, og rigtig mange mennesker bruger i forvejen MobilePay, siger Morten Holm, områdeleder i Borgerservice.

Gode erfaringer med MobilePay

Andre kommuner har gode erfaringer med MobilePay, som i mange tilfælde letter ekspeditionen. Ikke mindst fordi folk har mulighed for at betale, selv om de ikke har et kreditkort med.

- Det er efterhånden de færreste, som går hjemmefra uden deres telefon, siger Morten Holm.

Svendborg, Hvidovre, Faxe og Horsens er blandt de kommuner, som har MobilePay. Hvidovre var den første danske kommune, som indførte MobilePay som betalingsmåde. Det skete i oktober 2014.

Fakta:
• Det er stadig muligt at betale med kontanter og kreditkort i de kommunale institutioner, så muligheden for at bruge MobilePay er blot et ekstra tilbud til dem, der ønsker at benytte sig af det.
• Borgerservice har nummeret 25 31 3000.