Ny aftale mellem erhvervslivet og kommunen skal skabe flere praktikpladser

Byrådet har besluttet, at der skal arbejdes på at indgå en partnerskabsaftale med blandt andet Dansk Industri og Dansk Byggeri, der skal skabe praktikpladser og sikre kvalificeret arbejdskraft.

Fremover kommer Helsingør Kommune, Erhvervsskolen Nordsjælland, UU-Øresund, Dansk Byggeri og Dansk Industri sandsynligvis til at arbejde endnu tættere sammen om at skabe vækst og udvikling i Helsingørs erhvervsliv. Byrådet i Helsingør Kommuner har nemlig besluttet at arbejde på en model, der tager udgangspunkt i at fem aktører indgår en såkaldt frivillig partnerskabsaftale.

I første omgang er der lagt op til, at partnerskabsaftalen skal sikre, at der bliver skabt nok praktikpladser inden for de fag, der er repræsenteret hos Dansk Industri og Dansk Byggeri. Det drejer sig eksempelvis om tømrere, lastbilchauffører, elektrikere, rengøringsassistenter og industriteknikere.

Derudover skal aftalen være med til at sikre, at lokale virksomheder også fremover vil have adgang til kvalificeret arbejdskraft ved at øge kendskabet til de forskellige erhvervsuddannelser blandt kommunens unge.

De forskellige parter i aftalen vil som udgangspunkt få disse roller:

  • Helsingør Kommune har ansvaret for at forberede de unge til uddannelsessystemet
  • UU-Øresund skal vejlede de unge
  • Erhvervsskolen skal tilrettelægge en uddannelse, der fastholder de unge i uddannelsessystemet
  • Virksomhederne, som Dansk Byggeri og Dansk Industri repræsenterer, skal stille praktikpladser til rådighed

På sigt vil aftalen kunne udvides, så den også fokuserer på at få ledige i job og ufaglærte i uddannelse.