Statens Kunstfond hædrer Kulturhavn Kronborg-arkitekter

Bjarke Ingels og Jeppe Aagaard Andersen har begge modtaget Statens Kunstfonds hædersydelse. Begge har været med til at skabe de fantastiske rammer for Kulturhavn Kronborg.

Statens Kunstfond har sendt hæder og kontanter af sted til to af bidragyderne til Kulturhavn Kronborg i Helsingør. Det drejer sig om arkitekt Bjarne Ingels, der står bag M/S Museet for Søfart og landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen, der står bag helhedsplanen for området.

- Jeppe Aagaard Andersens arbejder har fra begyndelsen været præget af nybrud og forståelse for nuets nødvendighed, og de er alle præget af enkelhed og klarhed i motivvalg og udførelse. Og Bjarke Ingels har gennem sin karriere vist en nytænkende, innovativ og eksperimenterende tilgang til arkitektur, der i et særegent og legende formsprog sprænger rammerne for den gængse opfattelse af bydannelse og boformer, lyder det i begrundelserne fra Statens Kunstfond.