3.K fra Gurrevejens Skole blev årets trafikuge-vinder

Igen i år har mere end 1.000 elever og lærere deltaget i trafikundervisning for 3. klasser. Og for andet år i træk er vinderne fra Gurrevejens Skole

Onsdag formiddag blev 3.K fra Gurrevejens Skole overrasket, da repræsentanter for politiet, Danmarks Tekniske Museum og Helsingør Kommune trådte ind i klassen for at hylde årets vinderklasse. Med sig havde de en stor speciallavet lagkage, som klassen straks fik lov til at kaste sig over. Derudover fik vinderklassen en stor gylden vandrepokal med klassens navn indgraveret.


- Gurrevejens Skole vinder igen i år, blandt andet på grund af det gode sammenhold og kammeratskab, der er i klassen, siger Michael Gyldendal, leder af Skoletjenesten på Teknisk Museum.

- Klassen var ualmindeligt godt forberedt, og det var tydeligt, at de havde trænet på deres cykler, inden de kom på museet. De var rigtige gode til at cykle og klarede den praktiske prøve rigtig flot. Mange 3. klasses elever begynder at cykle på denne tid af skoleåret, når de starter i fritidsklub, og man kunne mærke på 3.K, at de havde trænet meget på deres cykler. 

Trafikuger for ottende år i træk

Trafikugerne, som netop for ottende år i træk er blevet afholdt på Danmarks Tekniske Museum for alle kommunens 3. klasser, er arrangeret af Danmarks Tekniske Museum, Nordsjællands Politi og Helsingør Kommune.

Desværre har Nordsjællands Politi måttet melde fra i år, da opgaverne med grænsekontrol har lagt beslag på mange af deres timer. Derfor var det i år undervisere fra museet, som startede dagen med at fortælle om cyklens korrekte udstyr og om, hvordan man skal give tegn ude i trafikken.

Inde på museet bliver der fortalt om, hvordan trafikken har udviklet sig de sidste 100 år, fra hestevogn til cykler, og da bilerne gør deres indtog i løbet af 1960'erne. Til sidst skal eleverne så tage ”Den lille cyklistprøve”, som er en praktisk prøve på en lukket bane, hvor eleverne skal bevise, at de kan holde balancen på cyklen, for eksempel når de skal give stoptegn.