900 samlet til sommermøde om innovativ skole

Tirsdag formiddag var 900 lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere samlet i Hal 14 til sommermøde om 'Boost – Innovativ skole i Helsingør Kommune'

Tirsdag formiddag var alle kommunens lærere, pædagoger og andre med undervisningsansvar samlet i Hal 14 for at gøre status og høre nyt om 'Boost – Innovativ skole i Helsingør'. Boost skal gøre Helsingør Kommunes skoler førende inden for innovation og kreativitet i skoledagen, og projektet har nu været i gang i halvandet år.

På scenen stod blandt andet en række daglige pædagogiske ledere fra hver sin skole for at fortælle om erfaringerne med de redskaber og undervisningsforløb, som alle lærere og pædagoger har været på kursus i - og vigtigst af alt, hvordan eleverne trives med de nye måder at arbejde på i skoledagen, som er markant anderledes end for bare fem og ti år siden.

Teknikkerne fra Boost bliver brugt hele skoleåret i alle fag, men var mest tydeligt i marts 2016, hvor alle klasser i hele kommunen deltog i et ”battle” om at skabe kreative og bæredygtige løsninger på udfordringen ”Fra flygtning til medborger”, hvor et af forslagene har vakt interesse i udlandet og er blevet udstillet på en design-konference i New York.

Næste udfordring er til januar 2017, hvor eleverne skal arbejde med sundhed.