Alle mand på dæk - Vi cykler til arbejde 2016

'Vi cykler til arbejde'-kampagnen er tilbage i Helsingør, og alle arbejdspladser kan nu melde hold til.

Traditionen tro skal cyklen frem fra sit vinterhi, når kampagnen 'Vi cykler til arbejde' triller derudad til maj. Helsingør Kommune og Cyklistforbundet opfordrer alle medarbejdere på arbejdspladserne til at være med til at cykle på arbejde. Gerne hele året rundt, og som cykelhold i maj, hvor den landsdækkende cykelkampagne ruller.

- Jeg håber, at rigtig mange virksomheder vil melde hold til. Det er en fin mulighed for at styrke fællesskabet på arbejdspladsen og få de medarbejdere med, som normalt ikke vælger at tage cyklen på arbejde, og så er det jo nem måde at få den daglige motion, lyder opfordringen fra kommunaldirektør Stine Johansen.

Kampagnen lokker med et flot hotelophold i det sydsvenske for hele vinderholdet, sponsoreret af Scandlines Helsingør-Helsingborg. Holdet tager cyklen med færgen, cykler til hotellet og bliver forkælet med wellness, middag og overnatning, og tager hjem igen næste dag. Den landsdækkende hovedpræmie er et ophold på Rødvig Kro og Badehotel.

Enkle regler - alle dage tæller

Der er 4-16 kollegaer på et hold. Deltagerne skal bruge cyklen i forbindelse med transporten til eller fra arbejde. Om man cykler hele vejen eller blot cykler til toget eller bussen er ikke afgørende. Det har heller ikke betydning, hvor langt man cykler. To km eller 20 km tæller lige meget.

Har man rigtig langt, kan man f.eks. cykle på arbejde den ene vej og tage bus eller tog den anden vej. Alle kombinationer er lige gode. Blot man bruger cyklen, tæller det som en cykeldag. Jo flere tilmeldte, der er på holdet, og jo flere arbejdsdage, holdet bruger cyklen, jo flere lodder får holdet i den afsluttende lodtrækning.

Kampagnen 'Vi cykler til arbejde' løber fra den 1. maj til 31. maj 2016, og sidste tilmelding er den 18. april.

Læs mere og tilmeld dig

Ved tilmelding får alle deltagere i Helsingør mulighed for en gratis tur over sundet i juni måned med Scandlines Helsingør-Helsingborg.