Borgmestrene fyrer op under Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Borgmestrene vil arbejde for at øge kendskabet til Kongernes Nordsjælland og sikre en god dialog med alle de involverede parter.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland er først endelig en realitet, når miljøministeren vedtager bekendtgørelsen. Det afholder dog ikke de fem involverede borgmestre i at sætte yderligere skub i projektet for at øge kendskabet til nationalparken og til de mange muligheder, der er forbundet med den.

På seneste fællesmøde med deltagelse af de fem involverede borgmestre fra hhv. Halsnæs, Hillerød, Gribskov, Fredensborg og Helsingør Kommune blev det først fejret, at den længe ventede nationalpark er godkendt. Den store entusiasme blev hurtigt omsat til beslutningen om, at borgmestrene allerede nu vil arbejde for at øge kendskabet til Nationalpark Kongernes Nordsjælland og ikke mindst sikre en fortsat god dialog med alle de involverede parter.

- Vi er ved at lægge konkrete planer for, hvordan vi involverer alle de mange engagerede mennesker i den videre proces med Nationalpark Kongernes Nordsjælland, og vi glæder os til et fortsat tæt samarbejde med alle de parter, der har bidraget til processen indtil nu, siger samtlige borgmestre.

Det er meget vigtigt for alle fem borgmestre, at den glædelige nyhed fejres med de involverede parter, der blandt andet tæller næsten 200 lodsejere. Borgmestrene vil også i perioden frem til den endelige vedtagelse sikre, at der bliver indhentet erfaringer fra de andre fire nationalparker i Danmark.

Fakta

  • Det er forligskredsen af miljøordførere, der 30. august i år godkendte Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Den består af alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet, der står uden for forligskredsen.
  • Nu går en lovgivningsproces i gang, hvor Miljøministeriet skal vedtage en bekendtgørelse om Nationalparken. Derefter skal nationalparken realiseres som en fond med bestyrelse og råd m.m.
  • Nationalparken kommer til at strække sig over kommunerne Gribskov, Fredensborg, Hillerød, Halsnæs og Helsingør.
  • Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver den femte nationalpark i Danmark og den næststørste efter Vadehavet.