Hamlet ind ad brevsprækken

Historien om Hamlet har altid været vigtig for Helsingør - nu sørger bibliotekerne for, at den når ud til alle borgere i kommunen.

"En by, en bog." Det er navnet på et storstilet projekt, hvor engagerede motionister, spejdere og sportsfolk giver en hjælpende hånd med at husstandsomdele Shakespeares Hamlet til alle borgere i Helsingør Kommune.

Projektet sættes i værk som led i markeringen af 400-året for Shakespeares død, som i 2016 markeres overalt i Helsingør Kommune. Efter husstandsomdelingen laver Helsingør Folkeuniversitet og bibliotekerne en række introduktioner af Hamletdramaet. Ved fælles hjælp styrkes den lokale identitet og sammenhængskraft i Hamlets by.


Det handler om kærlighed og bedrag

- Nu er der måske nogle, der tænker, at det er en gammel og støvet bog at kaste sig over, men det er helt forkert, fortæller bibliotekschef Søren Mørk Petersen:

- Dramaet handler om kærlighed og bedrag, om pligtfølelse og egen lyst. Skal vi gøre, som traditionen byder os, eller skal vi træffe vores egne valg? Og i Niels Brunses nyoversættelse er Hamlet blevet nem at gå til. Som læser finder man ud af, at det faktisk er rigtig spændende læsning.

De 29.000 eksemplarer af Hamlet omdeles fra den 10. til den 23. april, så alle borgere får bogen ind ad brevsprækken inden Shakespeares fødselsdag den 23. april.


Vær med i fødselsdagsgaven

- Selv om vi allerede har fået tilsagn om støtte fra både private fonde og offentlige puljer, er der stadig mulighed for at være med. Så hvis nogen har lyst til at støtte projektet og få sin virksomhed nævnt som sponsor i bogen, kan det stadig nås - indtil 1. marts, hvor bogen går i trykken, slutter bibliotekschefen med et smil.