GoGreen: Hverdagen bliver grønnere i Helsingør

Den 6. juli blev GoGreen-guiden til Helsingør lanceret - og dermed får borgere og turister nemmere adgang til et bæredygtigt hverdagsliv.

Efter 5 års succes i København får Helsingør som den første by uden for hovedstaden en guide over bæredygtige virksomheder. GoGreen Helsingør er igangsat på initiativ af Klimasekretariatet i Helsingør Kommune og drives af GoGreen Copenhagen - et netværk med mere end 100 bæredygtige virksomheder.

Nye vaner gør hverdagen grønnere

Vanens magt er en af de store barrierer for en mere grøn livsstil. I en travl hverdag er det nemmeste valg ikke altid det grønneste. Selv om flere gerne vil gøre en forskel, vinder ”vi-gør-som-vi-plejer”, blandt andet fordi det tager tid at finde alternativerne. Med GoGreen guiden i hånden er der nem vej til alt fra bæredygtige hverdagstips, rådgivning om energioptimering og vedvarende energi til butikker og hoteller med økologi, lokale produkter, genbrug og naturlige produkter uden kemi. 

 - Du gør noget godt for både dig selv, din by og miljøet, når du handler bæredygtigt. Hvis der også skal være rent drikkevand og andre goder til generationerne efter os, må vi hver især tage ansvar. Pengepungen er en magtfaktor, og med den kan vi støtte de virksomheder, der gør en forskel. Det er dem, vi har samlet i GoGreen guiden, fortæller Pia Rathsach, en af initiativtagerne til GoGreen Helsingør.  – Dybest set handler det om at tage det første skridt. Klimaproblematikken vedrører ikke kun politikerne og de store virksomheder – vi har alle et ansvar, siger Pia Rathsach.

Et netværk på tværs af brancher

GoGreen Helsingør er et netværk af virksomheder, der på tværs af branche har det til fælles, at miljøansvar er en del af forretningsgrundlaget. Netværket giver virksomheder i hele kommunen mulighed for at dele erfaringer, udvikle nye grønne løsninger og løfte hinanden frem.

 - GoGreen Helsingør er et initiativ, som bakker fint op om kommunens klimamål om højst at udlede 1 ton CO2 per borger i 2030 og blive CO2 neutral i 2050. For at nå målene skal både virksomheder, borgere og kommune arbejde i samme retning, siger Karen Marie Pagh Nielsen, Chefkonsulent i Helsingør Kommunes Klimasekretariat – Jeg er glad for, at både handel og håndværk er repræsenteret i GoGreen guiden, og jeg håber flere virksomheder vil komme med efterhånden, slutter Karen Marie Pagh Nielsen.
 

Det første skridt

Bæredygtighed er stadig en jungle og første skridt til nye vaner er synlighed. GoGreen guiden er inspiration til at komme i gang. Guiden udkommer på dansk og engelsk i 30.000 eksemplarer og kan hentes hos netværksvirksomheder, biblioteker, turistkontoret, hos kommunen og Forsyning Helsingørs genbrugsplads.

FAKTA

GoGreen Helsingør dækker hele kommunen, og der er foreløbig 40 små og store aktive butikker og virksomheder i netværket. Netværket mødes 4 gange om året hvor vidensdeling, diskussioner og sparring omkring grønne løsninger er på dagsordenen. Ambitionen er at netværket skal udvides til flere byer, så vi kan ”Go Green”, uanset hvilken by vi besøger. En fælles App for København, Helsingør og kommende byer er også i udvikling.