Multiparken sætter fokus på bevægelse i byrummet

Lørdag den 3. september fra kl. 13 til 16 er der fokus på bevægelse i byrummet, når Multiparken inviterer til ’Multiparken Moves’.

Byrummet byder på en lang række muligheder for at bevæge sig – og det sætter Multiparken fokus på ved en event den 3. september.

Dagen byder på masser af workshops og opvisninger i bl.a. panna-fodbold, løbehjul, skate, parkour, taekwondo og dans.

En af de bevægelsesformer, man kan opleve på dagen, er street workout. En træningsform, hvor man udelukkende arbejder med at løfte sin egen kropsvægt.

- Street workout er opstået ude på gaden. Øvelserne er hårde, det er fx armbøjninger og pull-ups. Altså mere gymnastiske øvelser end parkour, hvor man springer fra sted til sted, fortæller Mihel Stanimirovic, som er med i gruppen Street Core Calisthenics.

Man løfter sin egen vægt

Mihel stiftede oprindelig bekendtskab med street workout på Youtube, hvor der er mange videoer med folk, der dyrker street workout.

- Jeg kender flere, som har skiftet vægtene i et træningscenter ud med street workout. Der er ingen grund til at løfte vægte, når man kan løfte sin egen vægt, siger Mihel.
Multiparken har et område, som egner sig perfekt til street workout, og her træner Mihel og hans gruppe jævnligt. Møder de børn, som spørger, hvad de laver, giver de sig god tid til at forklare, for de vil meget gerne udbrede interessen for calisthenics.

Inspiration til sjove måder at bevæge sig på

En masse lokale er gået sammen om eventen: Villa Fem, Tetris, Cube, Ungdomsskolen, lokale foreninger, boligsociale medarbejdere fra Vapnagaard, Nøjsomhed og Tibberupparken – og Et lettere liv i Helsingør Kommune.

Ud over de mange opvisninger er der optræden ved lokale kunstnere, blandt andet Gabrijel.

Program for dagen

13: Rapper Gabrijel
13.15: Calisthenics – Street Core
14: Taekwondo
14.35: Dans
15.30: Musik på scenen
Non-stop: DJ, panna-fodbold, skate, parkour, danseworkshop.