Ny rute til årets Kronborgstafet

Kronborgstafetten bliver ved at vokse i deltagerantal, og derfor er der i år to løberuter, som giver plads til endnu flere løbere fra Helsingør Kommune

Torsdag den 2. juni danner Kulturhavn Kronborg igen rammen for årets største løbefest i Helsingør Kommune. I år bliver der plads til flere løbere, for der er to ruter, som løberne kan vælge imellem – begge på to kilometer.

Denne ene er den klassiske tur omkring Kronborg Slot med udsigt til Øresund, Helsingør Kulturhavn og Helsingørs gamle by. Den anden er en ny maritim tur i retning mod Nordhavnen, omkring Øresundsakvariet og den nye promenade.

- Kronborgstafetten er hele Helsingør Kommunes store løbefest, og derfor er jeg glad for, at vi i år kan invitere endnu flere løbere med til festen. Med en distance på to kilometer kan alle være med, og sidste år var stemningen blandt deltagerne i top på trods af det efterårslignende vejr. Arrangementet samler borgere, erhvervsliv og foreninger på tværs af kommunen, siger Stine Johansen, der er kommunaldirektør i Helsingør Kommune.

Premiere på havnepromenade

På den nye rute får løberne mulighed for at løbe på den nye havnepromenade, der åbner lørdagen før. Så løbeskoene kan få premiere på den fem meter brede havnepromenade. Tilmeldingen til stafetten er åben nu.

- Nordhavnen er i de seneste år blevet opgraderet, og nu kan vi byde velkommen til større både og spisende gæster, der kan nyde et måltid på en af havnens restaurationer og cafeer. Vi glæder os til at byde løberne velkommen til den nye Havnepromenade med plads til alle. Promenaden skaber bedre sammenhæng mellem Nordhavnen, Kulturhavnen og Kronborg Slot og en større interaktion mellem by og havn. Så når ikke der løbes Kronborgstafet, er alle meget velkomne til at slentre en søndagstur herned og nyde vores smukke havn, siger Benny Carlsen, der er havnechef i Helsingør Havn.

Et stafethold består af fire personer (man kan også være færre, dog mindst to deltagere). Deltagere skal løbe eller lunte ruterne på skift, som begge er på 2 km. Man vælger selv hvilken rute, man begiver sig ud på. På ruterne vil deltagerne møde flere indslag, der giver ekstra energi. Det gælder om, at holdets stafet kommer flest gange rundt om Kronborg på 90 minutter.

Se ruterne, læs mere og tilmeld dig

Fakta

  •  Stævneplads: Kulturhavnen Kronborg, Allegade 2, 3000 Helsingør
  •  Start/Mål: Pladsen foran Kulturværftet og M/S museet for Søfart
  •  Distance: En omgang er 2 km. uanset rute

Efter stafetten er Værftshallerne dækket op til fest, hvor der vil være buffet, musik og bar. En pakke koster 999,- kr. og består af et tilmeldt hold på op til fire personer samt efterfølgende mad og drikke. Det er primært HSOK, HIF Atletik og Helsingør Kommune, som med øvrige frivillige kræfter og DGI Nordsjælland samarbejder om Kronborgstafetten.

Følg Kronborgstafetten på Facebook

Følg Kronborgstafetten på Instagram