Social- og indenrigsministeren roser Helsingør Kommune

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann fik indblik i kommunens projekt, der hjælper borgere med at undgå, at de bliver sat ud af lejeboligen.

Helsingør Kommune har siden den 1. februar i år sat ekstra ind for at undgå, at borgere bliver sat ud af lejeboligen, når de ikke kan betale deres husleje. Indsatsen er en stor succes. Kun tre mennesker har været nødsaget til at forlade deres lejebolig i 2016. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann roser projektet, som hun mener, at andre kommuner med fordel kan lade sig inspirere af.

Social- og indenrigsminister Karen Elleman besøgte i dag Helsingør Kommune for at blive klogere på projektet ”Den fremskudte borgernære indsats”. Indsatsen, som kommunen igangsatte den 1. februar 2016, har som målsætning at nedbringe antallet af borgere, der bliver sat ud af deres lejebolig, fordi de ikke får betalt huslejen.

- Udsættelser og hjemløshed skal bekæmpes, og alle kommuner har nogle klare forpligtelser, når det gælder udsættelsestruede borgere. Her i Helsingør Kommune har man valgt at prioritere det forebyggende arbejde, og det ser ud til at fungere rigtig godt med en dedikeret social boligmedarbejder, der går ind og hjælper med at opklare, hvor problemerne ligger for den enkelte person eller familie. Samtidig har jeg noteret mig, at der ikke er tale om store investeringer fra kommunens side. Det er virkelig glædeligt at se så markant et fald i antallet af udsættelsessager i Helsingør Kommune - andre kommuner kan med fordel lade sig inspirere, siger Social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Handlingsplan for borgeren

Projektet ”Den fremskudte borgernære indsats” handler i al sin enkelthed om at arbejde proaktivt, helhedsorienteret og i øjenhøjde med borgeren. Når kommunen bliver bekendt med, at den enkelte borger har svært ved at betale regningerne, bliver der indledningsvis skabt et overblik over borgerens situation. Derefter bliver der lagt en decideret handlingsplan for at bringe borgeren på fode igen.

Det borgernære i projektet optræder i selve relationen til borgeren, hvor Helsingør Kommune har valgt at ansætte en social boligmedarbejder.

Den sociale boligmedarbejder møder fysisk op hos borgeren, og i fælleskab får de besluttet, hvordan den enkelte får rettet op på sin økonomiske situation. Tilgangen er hjælp til selvhjælp, for borgeren skal ikke opleve, at kommunen tager over. Ansvaret for at få styr på sit liv ligger stadig hos borgeren. Kommunen skal i stedet betragtes som en hjælpende hånd.

Det fysiske møde er betydningsfuldt

Det fysiske møde mellem borgeren og den sociale boligmedarbejder er en af årsagerne til, at der er skabt så gode resultater med det nye initiativ. I 2016 er tre mennesker sat ud af boligen, hvilket er betydeligt færre end i tidligere år. I 2015 blev 54 borgere sat ud af boligen, og i 2014 var tallet 75.

Borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær er meget tilfreds med projektet.

- Når først borgeren bliver sat ud af sin lejebolig, kan det få en række psykiske, sociale og økonomiske konsekvenser, der virkelig belaster den enkelte. Derfor har det stor betydning, at vi kan forebygge og være med til at bringe borgeren ud af den kedelige og i mange tilfælde uoverskuelige situation. En situation, som også kan gå ud børnene, hvis der er tale om en børnefamilie, siger borgmesteren.