Strandpromenade på vej i Hornbæk

Anlægget af en strandpromenade i Hornbæk gik i gang for et par uger siden. Promenaden ventes klar til sommer.

 Når gæsterne strømmer til Hornbæk til sommer, vil de kunne spadsere en tur på Hornbæks nye strandpromenade.

Byrådet i Helsingør Kommune har bevilget penge til promenaden, og i slutningen af januar gik anlægsarbejdet i gang.

- Hornbæk har en af Danmarks fineste strande, og masser af gæster lægger vejen forbi i sommerhalvåret. Dem vil vi gerne tilgodese med en promenade, hvor de kan nyde den smukke udsigt til stranden, siger Johannes Hecht-Nielsen, formand for Udvalget for Teknik, Miljø og Klima.

Strandpromenaden kommer til at gå langs Øresundsvej på bysiden. Meningen er, at den skal binde byen og stranden sammen på en harmonisk måde.
Promenaden bliver bygget i azobétræ og bordusten i granit.
Den anlægges af Barslund A/S fra Kvistgård og ventes færdig med udgangen af maj.

Vær forsigtige

I forbindelse med anlægsarbejdet har entreprenøren oplevet, at borgerne ikke altid er tilstrækkeligt forsigtige, når de gerne vil se, hvad der foregår på byggepladsen.

- Det er naturligt, at folk er nysgerrige, men de udsætter sig selv for fare, når de bevæger sig ind på området, hvor der bygges og arbejdes med store maskiner. Vi skal derfor understrege, at det er på eget ansvar, når folk bevæger sig ind på byggepladsen, siger projektleder Gitte Sommer Haastrup-Nielsen fra Helsingør Kommune.

Strandpromenaden er projekteret af Viatrafik A/S, og Andersen og Grønlund ApS fører tilsyn på projektet.