Sundhedskoncept i Helsingør begejstrer mænd

Interessen for sundhedskonceptet Rigtige Mænd har været så stor, at Helsingør Kommune har besluttet at oprette et ekstra hold i år.

Helsingør Kommune har besluttet at oprette et ekstra hold af konceptet “Rigtige Mænd”, hvis formål er at få mænd til at ændre usunde livsvaner. Interessen blandt mændene i alle aldre har været så stor, at kommunens Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalg nu vil oprette et tredje hold i år. Det ventes at starte i oktober, og det er muligt for interesserede mænd fra Helsingør Kommune at melde sig til.

- Vi skal have lidt mere liv i sundheden, og vi vil gerne nå ud til mænd i aldersgruppen 35-70 år. Jeg tror på, at konceptet skaber mere livskvalitet for den enkelte. Det har vi set fra resultaterne af de tidligere hold, siger Jens Bertram, formand for Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget.

- Vi vil gerne nå ud til fædre, som vi gerne vil have til at revurdere deres måde at leve på, så de måske kommer til at leve lidt sundere. Så får vi også fat i deres børn, som måske på den måde kan komme lidt bedre ind i en rigtig rytme. Og den midaldrende mand, som langsomt har tillagt sig dårlige livsstilsvaner og dermed risikerer at udvikle diabetes 2, hjertesygdomme, kol, forhøjet blodtryk etc., siger udvalgsformanden.

30 mænd har gennemført

30 mænd i kommunen har allerede gennemført kurset, og 18 nye er i gang. Det sidste hold tabte i alt 140 kg som et resultat af kurset, og alle har forbedret deres kondital.

Kurset er gratis, og interesserede kan finde foldere om projektet hos de praktiserende læger eller rette henvendelse til sundhedskonsulent Helle Pedersen, hpp04@helsingor.dk. Kurset omfatter motionstræning, personlig coaching, madlavning, militær forhindringsbane m.m.

- Desuden oprettes en lukket Facebookgruppe-side for hvert hold. Her kan mændene udveksle erfaringer, lave individuelle aftaler og konkurrencer, men frem for alt stimulere hinanden til at holde de mål, de har sat sig i begyndelse af kurset, siger sundhedskonsulent Helle Pedersen.


For yderligere information om kurset og tilmeldig, kontakt sundhedskonsulent Helle Pedersen på tlf. 25 31 32 67.

Skriv en mail til Helle Pedersen