To store indvielser på Havnenes dag

Ny legeplads ved Værftshallerne og ny havnepromenade indvies på søndag, den 29. maj, hvor der er inviteret til Havnenes dag.

Hvis du hælder Kronborg, M/S Museet for Søfart, Kulturværftet, biblioteket og Nordhavnen i en stor gryde, rører rundt – så får du, vupti, Kulturhavn Kronborg. Og det er lige i denne kulturhavn, det hele syder, når Havnens dag og Store legedag indvier sommeren sammen med borgmester Benedikte Kiær, der indvier både den nye havnepromenade og et nyt legeområde.

Siden Kulturhavnen blev til, har der været fokus på sammenhæng mellem Kronborg, M/S Museet for Søfart, Kulturværftet, biblioteket og Helsingørs havne. Denne tanke om sammenhæng kulminerer i Kulturhavnens dag den 29. maj, der er et samarbejde mellem Store legedag og Havnens dag.

Aktiviteter for store og små

Programmet for dagen bugner af aktiviteter for både store og små. Udover de mange aktiviteter som kommer til at foregå fra kajkanten ved Kulturværftet helt over til Nordhavnen, vil borgmester Benedikte Kiær indvie den nye havnepromenade og det nye legeområde foran Værftshallerne.

Det hele starter klokken 09.30, hvor Helsingør Sejlklub afholder ”Kulturhavn cup” inde i havnebassinet foran Kulturværftet.

I forbindelse med anlæggelsen af Kulturhavnsområdet blev det besluttet at indrette en legeområde.

Alle aldre skal lege sammen

På grund af en hel del restriktioner er det ikke tilladt at etablere en permanent legeplads. Så der skulle nye ideer til.

Det blev til en spændende proces, hvor folk fra Kulturværftet, Toldkammeret og eksterne partner fra bl.a. Legeskibet og Københavns Legefestival ændrede fokus fra en fysisk legeplads til et forslag om, at få alle aldre til at lege mere sammen. Det skulle ske blandt andet ved at generobre det offentlige rum og skabe mere liv på de store arealer foran Kulturværftet.

Resultatet er, at der på arealet foran hal 14, 17 og 19 er opført en legeplads/bevægelsesbane, som består af flytbare elementer (kun flytbare ved brug af truck), nedgravede trampoliner og grafik på asfalten, så arealet indbyder til leg og bevægelse – en slags forhindringsbane, der kan benyttes af alle aldre.

Borgmester Benedikte Kiær indvier det nye legeområde klokken 14.15.

Havnepromenade indvies kl. 15

Efter indvielsen kommer Helsingør Pigegarde og ledsager borgmester og tilskuere over til dagens næste indvielse, klokken 15.00, hvor hun skal indvie den længe ventede havnepromenade i Nordhavnen, som samtidigt fejrer ”Havnens Dag”, der udspringer af et projektet ”Vild Med Vand”.

”Vild Med Vand” har til formål at tiltrække yngre brugere og børnefamilier til Danmarks lystbådehavne. Alle Nordhavnens forretninger og klubber har åbnet. Her vil der være instruktører, som kan fortælle om, hvad de laver og vise, hvordan det foregår. Blandt andet kan man prøve ”Stand up Paddeling ” (SUP) , som er blevet en meget populær sport. Dog skal du huske at have egnet tøj med, som kan tåle at blive vådt.

En af de store attraktioner for familier er legeskibet, der atter, allerede om lørdagen, lægger til kaj i Helsingør. Legeskibet udspringer af en vision om, at sundhed, kultur og fællesskab styrkes mærkbart i kraft af liv, leg og fysisk aktivitet i Danmarks blå rum. At søfartsnationens udsyn og rige kulturhistorie skal bringes i spil og inspirere til kreativitet og bevægelsesglæde for alle.

Med udgangspunkt i skibet og to store installationer på kajen er der masser af leg for alle aldre. Blandt andet kan man prøve parkour på Legeskibets store parkourstativ, Bouldering i Legeskibets specielt indrettede legecontainer og en hel masser af andre aktiviteter.