Ungdomsskolen sætter Hamlet op som moderne musical

I påsken spiller et stort ensemble af unge musical-elever Hamlet som en moderne musical i Hal 14.

Der er blot et stenkast til Kronborg Slots historiske kulisse for William Shakespeares udødelige fortælling, når Helsingør Ungdomsskoles musical Hamlet har premiere fredag den 25. marts. Men det gamle slot har med garanti aldrig set en version af Hamlet, som den der kan opleves i Værftshallerne, når Ungdomsskolens store hold af unge og frivillige rykker ind til årets store musical.

Ungdomsskolen nyfortolker Shakespeares Hamlet, når årets musical har premiere i Hal 14 den 25. marts 2016.

I forbindelse med 400-året for William Shakespeares død nyfortolker musicalen nemlig den gamle historie, så den rammer et ungt publikum. Manuskriptet er skrevet af Michael Mathiesen og Thomas Høg, og de har taget udgangspunkt i den klassiske Hamlet-fortælling med en moderne rammehistorie omkring.

Skeletter rasler ud af skabet

Den handler om en nutidig gymnasieklasse, der vil opføre Hamlet som teaterforestilling og live-streame den på nettet, men i takt med at skeletterne rasler ud af skabet, går det op for de unge hovedpersoner, at deres skæbner er tæt forbundet med den gamle histories persongalleri.

Michael Mathiesen er også instruktør på forestillingen, og den unge Silke Biranell, der er nyuddannet på Statens Teaterskole og desuden gammel musical-elev, er medinstruktør. Koreografien tager Sofie Schwartz sig af, mens Johnny Jørgensen står for sanginstruktion. Og så er det Emil Balle og Mikkel Mikkelsen, der har skrevet musikken.

Ungdomsskolen har i mange år lavet musicals på et højt niveau med et stort ensemble af unge musicalelever og et engageret hold af frivillige i kulissen, der knokler i døgndrift op til premieren. Også i år er der mange medvirkende, både på og bag scenen, og for de godt 80 elever begyndte rejsen mod dette års påskepremiere allerede før efterårsferien sidste år.

Dato og tid:

25., 27. og 28. marts kl. 16.00 samt 29., 30., 31. marts og 1. april – alle dage kl. 19.30.

Sted:

Værftshallerne, Helsingør

Billetter:

150 kr., inkl. gebyr. Købes på www.billetten.dk