Ny undersøgelse tager pulsen på sundheden i Helsingør

En ny undersøgelse af danskernes helbred skal hjælpe med at styrke fremtidens fundament for vores sundhed. Undersøgelsen hedder ”Hvordan har du det?”

Det er en spørgeskemaundersøgelse, som den 3. februar blev sendt ud til over 100.000 borgere i Region Hovedstaden og godt 300.000 i hele Danmark. I Helsingør Kommune har 2.450 borgere modtaget spørgeskemaet.

Målet med undersøgelsen er en mere målrettet forebyggelse og en bedre planlægning af de fremtidige behandlingstilbud i kommunerne og på regionens hospitaler.

Jo flere svar, jo bedre

Borgmester Benedikte Kiær hilser undersøgelsen velkommen og opfordrer alle dem, der har modtaget spørgeskemaet, til at svare.

"Undersøgelsen giver et meget vigtigt indblik i borgernes sundhed, sygdom og trivsel, og den viden bruger vi aktivt i Helsingør Kommune, bl.a. når vi planlægger vores forebyggende indsatser. Så jo flere der svarer på spørgeskemaet, jo bedre forudsætninger har vi for at prioritere vores fælles ressourcer rigtigt", siger borgmester Benedikte Kiær.


Tre gange tidligere er borgerne i Region Hovedstaden blevet spurgt ind til deres sundhedstilstand, i 2008, 2010 og 2013. Undersøgelserne viste store sociale forskelle på tværs af de 29 kommuner i hovedstadsregionen og er blevet brugt til en lang række lokale initiativer.

I Helsingør Kommune har Sundhedsprofilen været et fundament for udarbejdelsen af en ny Sundhedspolitik ”Lev godt og længe”, som skal gælde for årene 2017-22, og skal godkendes af Byrådet i februar. Sundhedsprofilen har også afgørende betydning i forbindelse med planlægning og prioritering af indsatser for mental og fysisk sundhed, herunder rygestopkurser, overvægts- og livsstilstilbud for borgerne.


”Den basisviden om danskerne, som denne undersøgelse giver os, kan ikke vurderes højt nok. Det er information, som vi ikke kan få på andre måder, og som er helt afgørende for prioriteringen i vores sundhedsvæsen”, siger læge og professor Torben Jørgensen, Chef for Forskningscenter for Forebyggelse.


Der er præmier på højkant

Spørgeskemaerne bliver sendt ud til omkring 100.000 tilfældigt udvalgte borgere i Region Hovedstaden den 3. februar via deres digitale postkasse eller almindeligt brev og borgere, der modtager skemaet, har tre måneder til at svare. Hermed deltager man i lodtrækningen om en række præmier og jo før man deltager, jo flere præmier er der at vinde.
Det er Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, der står bag undersøgelsen i Region Hovedstaden.

Fakta om undersøgelsen

• Undersøgelsen af danskernes sundhed hedder: Hvordan har du det? Cirka 300.000 danskere over 16 år får et spørgeskema i deres digitale postkasse eller per brev. Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage.

• Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme, og giver samtidig et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel. For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt, udfylder spørgeskemaet.

• Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.

• Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet i rapporten ”Sundhedsprofil for region og kommuner 2017”, som udkommer i marts 2018. Resultaterne af tidligere undersøgelser kan ses på hjemmesiden fcfs.dk.

• Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din e-boks, digitale eller fysiske postkasse. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.