Fem scenarier for fremtidens Skolen i Bymidten

Den 18. august var parterne bag Skolen i Bymidten indkaldt til møde, hvor fem mulige forslag for skolebyggeriets fremtidige udformning blev præsenteret

Den 18. august var alle gruppeformænd fra de partier, der står bag forliget om at gennemføre Skolen i Bymidten, indkaldt til møde af borgmester Benedikte Kiær.

På mødet orienterede Helsingør Kommunes Center for Økonomi og Ejendomme om fem mulige forslag til skolebyggeriets fremtidige udformning og funktion.

Forslagene er, kort fortalt:

1. Uforandret projekt
2. Multihallen udgår
3. Multihallen udsættes til efter 2019
4. Hal, udskoling og musikskole sambygges på biblioteksgrunden.
5. Hal og udskoling sambygges på biblioteksgrunden. Musikskole bevares i Svingelport.

Mødet den 18. august var af orienterende karakter og ikke et beslutningsmøde.

Fastholdt vision og mission

Gruppeformændene fastholdt projektets vision og mission om en moderne skole i Helsingør Kommune.

Scenarierne behandles på et Økonomiudvalgsmøde den 24. august 2015. Herefter overgår forslagene til budgetforhandlingerne.

En endelig vedtagelse af, hvordan den fremtidige Skolen i Bymidten skal se ud, forventes efter vedtagelsen af budgettet for 2016 og overslagsårene.

Byrådet vedtager det kommende års budget endeligt på et møde den 5. oktober.