En sund investering

Helsingør Kommune vil foretage investeringer i sundhed.

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

 

Fysisk aktivitet er den bedste forebyggelse

Helsingør Kommune vil igangsætte en række initiativer der skal gøre det lettere for borgerne at foretage de sunde valg og dyrke motion hele livet. Kommunen præsenterede derfor i 2012 en ny idræts- og fritidspolitik med fokus på bevægelse for alle befolkningsgrupper og aldersklasser. Et af målene i politikken er at understøtte og styrke de fysiske rammer for såvel forenings- og institutionslivet som selvorganiserede brugere. En decentral idrætsstruktur skal sikre, at alle borgere har let tilgængelighed til at dyrke idræt i hverdagen. Den decentrale struktur skal suppleres af mere specialiserede anlæg, hvor Multiparken i Helsingør er et mønstereksempel på et anlæg, der kombinerer faciliteter, der kan bruges af skatere på internationalt niveau, med etableringen af en idrætslegeplads for alle. Mulighederne i multiparken tiltrækker ikke kun lokale fra Vapnagård og resten af Helsingør, men også brugere fra hele hovedstadsområdet og Helsingborg.

Helsingør Kommune arbejder målrettet for at få flere til at benytte cyklen som en naturlig del af den daglige transport. Arbejdet blev konkretiseret i Cyklistplan 2010. Det gjorde Helsingør til Årets Cykelby 2010 og arbejdet videreføres i de kommende år. Helsingør Kommune vil derfor etablere nye og forbedre eksisterende cykelruter, øge trafiksikkerheden for bløde trafikanter samt skabe bedre cykelparkering og sikrere skoleveje.

I 2013 forventer Helsingør Kommune at udarbejde en rekreativ kystplan, der skal fokusere på at øge kystens og strandenes betydning i forbindelse med fritid og oplevelser.

Social ulighed i sundhed

Statistikkerne viser, at uddannelsesniveau, social status og sund levevis hænger sammen. Derfor er det en god investering at højne borgernes generelle uddannelsesniveau på alle niveauer og for alle aldre. Helsingør Kommune vil samarbejde bredt om at skabe muligheder for uddannelsesforløb for borgere uden eller med en kort uddannelse. Kommunen vil fortsætte arbejdet med at forbedre og modernisere folkeskolen – et arbejde der i 2012 rummede en nytænkning og omorganisering af kommunens skolestruktur.

Et godt socialt netværk giver også bedre sundhed. Derfor vil kommunen skabe gode og trygge rammer for at mennesker kan mødes på offentlige steder. Helsingør Kommune vil gøre sundhed og bevægelse til centrale emner, når vi planlægger og bygger nyt. Kommunen vil også have fokus på at borgerne skal have mulighed for fysisk udfoldelse der, hvor de færdes og bor. Det skal være let at vælge det sunde alternativ og alle befolkningsgrupper skal have gode muligheder for at være fysisk aktive hele livet.

Med Kommuneplan 2013 angiver Helsingør Kommunes byråd, hvor og hvordan kommunens Vision 2020, Planstrategi 2011-2023 og byrådets politiske mål kan føres ud i livet.

Kommuneplanen sætter de fysiske og planlægningsmæssige rammer for, hvor der kan byudvikles og bygges, hvordan vi skaber det bedste grundlag for at erhvervslivet kan udvikle sig – og hvordan kommunens stedbundne styrker og potentialer kan bruges til at opfylde Helsingør Kommunes Vision 2020: At være kendt som Nordsjællands mest attraktive bosætningskommune for familier.

Helsingør Kommunes mange kvaliteter er ikke kun attraktive for familier; muligheden for at opleve kulturelle tilbud af internationalt format, tilgængelig og rig natur, samt en levende historie på begge sider af Øresund, tiltrækker et stadig stigende antal besøgende. Det skaber grundlag for vækst i detailhandel og serviceerhverv. Derfor hænger det godt sammen, når visionen har fokus på både familier og besøgende; det styrker både kommunens sociale og økonomiske balance.

Fokus på familier og besøgende spiller godt sammen med et aktivt erhvervsliv på flere områder: For det første lokaliserer og udvikler virksomheder sig, der hvor den kvalificerede arbejdskraft bor. Og for det andet er der i Kommuneplan 2013 fokus på, at optimere forudsætningerne for at kommunens eksisterende erhverv kan udvikle sig og blandt andet udnytte de markedsmuligheder, der knytter sig til kultur, turisme og oplevelser. I Kommuneplan 2013 udvides erhvervslivets muligheder for vækst og nye aktiviteter på en række områder: Omkring lokalbanestationerne Grønnehave, Marienlyst, Højstrup, Mørdrup og Kvistgård lægges der nye muligheder ind, mellem Mørdrup og motorvejen udlægges et nyt byudviklingsområde og kommuneplanrammerne i flere af de eksisterende erhvervsområder er moderniseret.

Kommuneplanen sætter rammerne for, hvordan kommunens forskellige erhvervsområder kan udvikle sig med hver deres styrker i en attraktiv og dynamisk retning. Kommuneplanen sikrer rammer til både små nye virksomheder, til handel og håndværk og til fortsat udvikling af eksisterende virksomheder.

Helsingør Kommune vedtog i 2009 en klimaplan, der skal sikre at kommunen gennem en lang række tiltag reducerer kommunens C02-udslip i de kommende år. Dette er udmøntet i en lang række konkrete indsatser, blandt andet et succesfuldt samarbejde med lokale håndværks-virksomheder om uddannelse i klimarenovering af bygninger. Senest har kommunen som en del af grundlaget for denne kommuneplan udarbejdet en klimatilpasningsplan, der skal sikre, at arealanvendelse, regnvandsafledning m.v. tager højde for effekterne af ændringer i klimaet.

Ikke alle planer kan realiseres med denne kommuneplan. På mange områder vil der være behov for, at kommunen aktivt er med til at præge udviklingen og løbende tilpasser og fornyer planlægningen i de kommende år. Det sker både via udarbejdelse af lokalplaner og i visse tilfælde kommuneplantillæg.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk