Indledning

Kommuneplan 2013 angiver Helsingør byråd, hvor og hvordan kommunens Vision 2020, Planstrategi 2015-2027 og byrådets politiske mål kan føres ud i livet.

Kommuneplanen sætter de fysiske og planlægningsmæssige rammer for, hvor der kan byudvikles og bygges, hvordan vi skaber det bedste grundlag for at erhvervslivet kan udvikle sig – og hvordan kommunens stedbundne styrker og potentialer kan bruges til at opfylde Helsingør Kommunes Vision 2020: At være kendt som Nordsjællands mest attraktive bosætningskommune for familier.

Helsingør Kommunes mange kvaliteter er ikke kun attraktive for familier; muligheden for at opleve kulturelle tilbud af internationalt format, tilgængelig og rig natur, samt en levende historie på begge sider af Øresund, tiltrækker et stadig stigende antal besøgende. Det skaber grundlag for vækst i detailhandel og serviceerhverv. Derfor hænger det godt sammen, når visionen har fokus på både familier og besøgende; det styrker både kommunens sociale og økonomiske balance.

Fokus på familier og besøgende spiller godt sammen med et aktivt erhvervsliv på flere områder: For det første lokaliserer og udvikler virksomheder sig, der hvor den kvalificerede arbejdskraft bor. Og for det andet er der i Kommuneplan 2013 fokus på, at optimere forudsætningerne for at kommunens eksisterende erhverv kan udvikle sig og blandt andet udnytte de markedsmuligheder, der knytter sig til kultur, turisme og oplevelser. I Kommuneplan 2013 udvides erhvervslivets muligheder for vækst og nye aktiviteter på en række områder: Omkring lokalbanestationerne Grønnehave, Marienlyst, Højstrup, Mørdrup og Kvistgård lægges der nye muligheder ind, mellem Mørdrup og motorvejen udlægges et nyt byudviklingsområde og kommuneplanrammerne i flere af de eksisterende erhvervsområder er moderniseret.

Kommuneplanen sætter rammerne for, hvordan kommunens forskellige erhvervsområder kan udvikle sig med hver deres styrker i en attraktiv og dynamisk retning. Kommuneplanen sikrer rammer til både små nye virksomheder, til handel og håndværk og til fortsat udvikling af eksisterende virksomheder.

Helsingør Kommune vedtog i 2009 en klimaplan, der skal sikre at kommunen gennem en lang række tiltag reducerer kommunens C02-udslip i de kommende år. Dette er udmøntet i en lang række konkrete indsatser, blandt andet et succesfuldt samarbejde med lokale håndværks-virksomheder om uddannelse i klimarenovering af bygninger. Senest har kommunen som en del af grundlaget for denne kommuneplan udarbejdet en klimatilpasningsplan, der skal sikre, at arealanvendelse, regnvandsafledning m.v. tager højde for effekterne af ændringer i klimaet.

Ikke alle planer kan realiseres med denne kommuneplan. På mange områder vil der være behov for, at kommunen aktivt er med til at præge udviklingen og løbende tilpasser og fornyer planlægningen i de kommende år. Det sker både via udarbejdelse af lokalplaner og i visse tilfælde kommuneplantillæg.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk