Tænd lys i fyrtårnet

Helsingør har fået et nyt fyrtårn – Kulturområdet ved havnen.

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Der er fra mange sider investeret store ressourcer i et visionært projekt bestående af Kulturværftet, Søfartsmuseet og restaureringen af Inderhavnen og Kronborg. Sammen udgør disse initiativer et enestående kulturelt fyrtårn.

I en tid, hvor alle kommuner er i konkurrence om at tiltrække ressourcestærke borgere og virksomheder, skruer Helsingør med Kulturværftet op for kultur og innovation – og for synligheden. Vi tænder lys i fyrtårnet, så det kan ses fra alle verdenshjørner. Helsingør sætter kulturen for bordenden, når der skal skabes innovation og udvikling indenfor kultur, uddannelse og erhverv. Med Kulturområdet er udsynet internationalt og forankringen lokal, som dengang der blev bygget skibe på stedet.

En af Helsingør Kommunes vigtige planlægningsopgaver i de kommende år bliver udformningen af Kulturværftets fase 2: Hvad skal de store værftsbygninger bag Kulturværftet bruges til i fremtiden? Fra kommunens overtagelse af arealerne er der en række bindinger på områdets benyttelse. Som hovedregel må der kun være byggeri inden for det område, hvor der i dag findes bygninger – og området må kun anvendes til offentlige formål (fx museer, udstillinger, faciliteter for turisme), samt privat service til kulturelle og turistmæssige formål i tilknytning hertil. Den videre planlægning af værftsområdet bliver en spændende opgave, hvor Helsingør Kommune sammen med borgere, foreninger og erhvervsliv skal have fyldt rammerne ud, så de understøtter og videreudvikler områdets kvaliteter for både besøgende og kommunens egne borgere.

Kulturhavnen skal også være en integreret del af bykernen. Derfor vil vi skabe bedre sammenhæng, både hvad angår aktiviteter og fysiske rammer. Det skal sikre en bykerne, hvor historien og arkitekturen bliver rammen om liv, oplevelser, bedre byrum og færre biler, til gengæld for bedre forhold for cyklister, bus- og togpassagerer samt fodgængere. Havnegade bliver omdannet, så den ikke længere opleves som en barriere mellem by og havn, men som en del af byrummet, hvor de skarpe linjer udviskes og de forskellige trafikformer deles om pladsen.

Projektet i Havnegade er et af en række tiltag i de kommende år. Flere af bykernens byrum og gader skal have et kvalitetsløft, så de indbyder til ophold og aktivitet. Byrådet vedtog i september 2011 Byrumsplan for Helsingør Bykerne. Med den som en del af grundlaget, vil kommunen i de kommende år arbejde for at gøre byens rum og sammenhænge mere tilgængelige og spændende.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk