Tæt by - mere natur

Helsingør Kommune er rig på natur - smukke landskaber, en lang kyststrækning og store skovområder.

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Denne natur er med til at give Hornbæk, Espergærde, Tikøb og de andre bysam­fund i kommunen deres helt specielle kvaliteter.

Det er derfor en del af kommunens landområder er udpeget som en del af den kom­mende Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Og det er en af årsagerne til, at staten har besluttet at lægge de meget synlige højspændingskabler mellem Kvistgård og Hornbæk Plantage i jorden. 

Helsingør Kommune er bevidst om de værdier vi har i det åbne land og vil arbejde aktivt for at beskytte naturen og kulturarven, øge biodiversiteten og forbedre vand­kvaliteten i åer, søer og kystvande.

Men de store værdifulde landskaber og naturområder sætter samtidig grænsen for, hvor meget byerne fysisk kan udvide sig. Derfor findes Helsingørs ak­tuelle byudviklingsmuligheder i by­områderne. Der skal skabes mere by på den samme plads, hvor klimarigtige løsninger og nye og anderledes boligtyper skal være med til at skabe bedre bymiljø for alle aldersgrupper. Den nemme adgang til et veludviklet bynært rekreativt net af skove, strande, stier, parker og idrætsarealer er med til at gøre byfortætning til en realistisk mulighed.

Med projektet "Tæt by - Tættere på" fra 2009 begyndte Helsingør Kommune at arbejde med omdannelse og fortætning af eksisterende byområder. Principperne vil blive videreført, når Helsingør Kommune lægger planer for fremtidens boligområder og når vi samarbejder med boligselskaber og private udlejere om at udvikle og forbedre eksisterende områder. Fortætning skal tilføre et område liv og variation. Flere mennesker i byen giver mere liv og mulighed for mere dynamik og en høj grad af in­ddragelse. Derfor skal fortætningen tage udgangspunkt i den eksister­ende bystruktur og have fokus på at øge kvaliteten af den eksisterende by, dens bygninger, byrum, liv og sammenhænge. Den gode fortæt­ning sker ikke på bekostning af byernes arkitektoniske kvaliteter, men skal øge folks følelse af nærvær og tryghed og lysten til at deltage aktivt i bylivet. I visse af erhvervsområderne vil der være fokus på at bruge arealerne mere in­tensivt ved at give mulighed for at bygge tættere og højere.

Boligsammensætningen i Helsingør Kommune afviger fra det øvrige Nordsjælland, blandt andet ved en højere andel af etageboliger, 45 % i Helsingør mod 28 % i Nordsjælland. 34 % af boligerne er stue- og parcelhuse mod 50 % i Nordsjælland og landet som helhed. Rækkehuse- og dobbelthuse udgør 16 % i Helsingør og 21 % i Nordsjælland. 30 % af boligerne i Helsingør Kommune er relativt små boliger (under 80 m²). Boliger på under 100 m² udgør i Helsingør Kommune 56 % mod 50 % på landsplan. Det slår igennem i befolkningssammensætningen, hvor Helsingør har relativt få familier i forhold til andre kommuner i Nordsjælland. Derfor vil der i de kommende år være særligt fokus på, at skabe flere attraktive familieboliger, både når der planlægges for nye boliger og når der sker omdannelse og sammenlægning af eksisterende boliger. Helsingør Kommune har som mål at tiltrække 800 nye familier til kommunen inden for planperioden.

Boligmassen i Helsingør Kommune er gennemsnitligt ældre end i det øvrige Nordsjælland. Det skyldes dels en høj andel af historiske og velbevarede huse, hvoraf mange er bevarings-værdige og fredede – og dels, at der blev bygget rigtig mange boliger (omkring 45 % af den samlede boligmasse) mellem 1960 og 1970.

I Helsingør Kommune er der en række udlagte boligområder, der endnu ikke er bebygget. Alene i Hornbæk og ved Skibstrup er der plads til 360 boliger. Der er derudover uudnyttede boligudlæg ved Espergærde og Rørtang. I resten af kommunen er det vurderet, at det inden for bygrænserne er muligt at bygge op til 1000 nye boliger.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk