Generelle rammer

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Boligområder (B)

I boligområder er anvendelsen fastlagt til helårsboligformål, det betyder at beboere skal være tilmeldt folkeregistret på adressen. Desuden er der mulighed for nærmere angivne erhvervstyper i egen bolig som kun har beskeden trafik af kunder og som kan indpasses i området uden at det generer de omkringliggende boliger. Det kan for eksempel være en konsulentvirksomhed med maksimalt en ansat. Med mindre andet er angivet kan der altid opføres kollektive anlæg til brug for flere ejendomme som for eksampel fælleshus og lignende.

Blandet bolig og erhverv (BE)

Områder under kategorien "Blandet bolig og erhverv" kan anvendes til helårsboliger, offentlige formål og privat service. Der kan ikke etableres fremstillingsvirksomheder, som er i konflikt med områdets anvendelse til boligformål.

Centerområder (C)

Områder under kategorien "Centerformål" kan anvendes til detailhandel, mindre ikke-generende fremstillingsvirksomhed i tilknytning til butikkerne samt restauranter og caféer. I Helsingør bykernes centerområder kan der også etableres privat service. Der kan dog ikke etableres privat service i Helsingør Bycenter og heller ikke i stueetagen ud mod hovedstrøgene i Helsingør bykerne. Hovedstrøgene består af Stengade, Stjernegade, Bjergegade, Hovedvagtstræde, Bramstræde og gaderne ud til Axeltorv.

Offentlige formål (D)

Områder under kategorien "Offentlige formål" kan anvendes til daginstitutioner, døgninstitutioner, højskole, skoler, øvrige uddannelsesinstitutioner, kursuscentrer, forskning, hospital, støttede ældreboliger, plejecentre, teater, beskyttelsesrum, kirker med eventuelt tilhørende præsteboliger, kirkegårde, museum og bibliotek. Alle med mulighed for tilknyttet café og restaurant. Offentlige formål kan også forestås af private, som arbejder på et almennyttigt grundlag og under offentligt tilsyn.

Erhvervsområder (E)

Områder under kategorien "Erhvervsområder" kan anvendes til erhvervsformål som fremstillingserhverv, industri- og værkstedsvirksomhed med tilknyttet lager, herunder service- og forretningsvirksomhed, offentlig og privat service, som er foreneligt med placeringen i et erhvervsområde samt anlæg der ikke medfører væsentlige gener i form af forurening.

Rekreative formål (F)

Områder under kategorien "Rekreative formål" kan anvendes til parker, strandarealer, kolonihaver, lystbådehavne, bold- og idrætsarealer. Som hovedregel er det kun muligt at opføre mindre bygninger, som tjener områdets formål som rekreativt område, det kan for eksempel være en toiletbygning eller en mindre driftsbygning.

Sommerhusområder (S)

Områder under kategorien "Sommerhusområde" kan anvendes sommerhusbebyggelse og rekreative formål.

Tekniske anlæg (T)

Områder under kategorien "Tekniske anlæg" kan anvendes til jernbaneterræn, jernbanestationer, trafikhavn, parkering og kollektive trafikanlæg, rensningsanlæg, vandtårn, vandindvinding, genbrugsplads, affaldsdeponi og kraftvarmeværk.

Tekniske anlæg er en betegnelse for områder der opfylder et teknisk behov. Den tilladte konkrete anvendelse vil altid fremgå af rammernes særlige bestemmelser.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk